Nyheder

Foredrag om dedikation og med en mission

Den 14. juni 2016 startede Stig Nicolaysen på en 5.000 km lang enkeltstart tværs gennem USA. En cykeltur, der skulle være kulminationen på en lang forberedelse og som skulle være kronen på værket i arbejdet med at samle penge ind til børn med kræft. Desværre gik det anderledes.

Cykelløbet Race Across America (RAAM) betegnes ofte som verdens hårdeste cykelløb. For Stig Nicolaysen var der dog tale om mere end en sportslig udfordring sammen med hans søn. For snart tre år siden blev Stig Nicolaysens søn nemlig ramt af lymfecancer. På et tidspunkt, hvor alt var uoverskueligt og ingen vidste, hvad fremtiden ville bringe, aftalte Stig med sin søn, at det kunne hjælpe, at sætte et mål og holde fokus på fremtiden i stedet for at forblive i det “sorte hul”.

Målet blev at samle penge ind til kræftsyge børn via deltagelse i RAAM.

Sovende arm

Trods god forberedelse og mange kilometer i benene blev det alligevel fysikken, der satte en stopper for gennemførslen. Det var dog ikke benene, der gik kolde, men i stedet en sovende arm, der udfordrede. Den gjorde at Stig Nicolaysen ikke kunne bremse med den ene arm. Med et kuperet terræn forude med stejle nedkørsler, var det derfor ikke sikkert at køre videre.

Det blev derfor “kun” til 3.800 km i dette års RAAM.

– Før – under og efter efter deltagelsen i Race across America 2016 har vi oplevet en meget stor interesse for vores aktiviteter, fortæller Stig Nicolaysen. Vi har modtaget mange opfordringer til at videreføre vores aktiviteter med henblik på at få fortalt om vores “mission” – hvor vigtigt det er at sætte sig mål og holde fokus mod fremtiden, når man rammes af alvorlig sygdom. Nøjagtigt som det skete for vores familie, da min søn, Max i 2013 fik konstateret lymfekræft.

Det lykkedes at samle 61.000 ind til Børnecancerfonden og nu starter et nyt projekt om gennemførsel af RAAM i 2019. Også denne gang skal Team Nico samle ind til Børnecancerfonden.

Udsolgte foredrag

Mange år i sadlen med gode oplevelser har givet Stig Nicolaysen en rygsæk fuld af gode historier. Dem rejser han nu land og rige rundt med i hans foredrag, der handler om motivation, om at sætte mål, om at træne og om livet med en sygdom tæt inde på livet.

Stig Nicolaysen er en god fortæller og hans foredrag får god feedback. Skal du bruge et motiverende indlæg om en anderledes oplevelse, kan vi varmt anbefale Stig Nicolaysen.

LÆS: God anmeldelse af foredrag med Stig Nicolaysen på ditaalborg.dk.

Du kan læse mere om projektet og foredragen her:

Team Nico – motivation til at tackle kræften

Stig Nicolaysen