Nyheder

Er en bæredygtig fremtid mulig?

Det perspektiv Jesper Berggreen har på verden, stikker dybt og bredt. Efter han som skoledreng blev kastet ud i et primitivt liv i det fattige Zambia, fulgte der selvfølgelig en masse nye erfaringer om kultur og sociale livsvilkår med. Det kan han fortælle indlevende om og gør det da også i hans foredrag om familie og skole under fattige kår. At hans interesse for teknik også ville pirre hans opfindsomhed langt ude i bushen, var derimod lidt usædvanligt.

Hjemme i Danmark var drengeværelset fyldt med LEGO, og Jesper Berggreen nægtede at lade manglen på klodser i Afrika stoppe opfindsomheden. Hans nye venner hjalp til med at realisere projekter som motorbåde af plastikaffald og ståltrådsbiler med radio og lys – ja, det lykkedes endda at få et modelfly snittet af en stump balsatræ til at lette (nogle få cm) ved hjælp af en elastikmotor!

jesper-berggreen-foredrag-nyhed-zambia-foredragsportalen

– At jeg kunne trives så godt i det fremmede miljø, som Afrika er, skyldtes først og fremmest, at jeg blev accepteret, selvom jeg var fremmed, fortæller Jesper Berggreen. Mine skøre idéer og vestlige baggrund blev modtaget med nysgerrighed, og det betød, at min egen nysgerrighed blev styrket. Jeg cementerede dermed min grundlæggende tillid til, at en positiv udvikling for alle på denne planet faktisk er mulig.

Når Jesper Berggreen til dagligt arbejder med robotter og analyseinstrumenter på Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet, hænder det ikke så sjældent, at erfaringerne fra bushen kommer i brug. Selv maskiner til flere hundrede tusinde kroner kan få brug for en elastik eller et stykke ståltråd det helt rigtige sted.

En verden af viden

Nu, hvor Jesper Berggreen bor i Danmark med kone, børn og fast arbejde, har Jesper gjort det til sin mission at opfordre og opmuntre andre til, at turde undersøge og forstå verden omkring os, og turde prøve at udbedre de skader, store som små, som mennesker og maskiner har påført vores fælles fælled, planeten jorden. Han mener, at alle verdens borgere bør have muligheden for, at arbejde sammen om at løse problemerne, men det forudsætter en global demokratisering af adgangen til viden.

– Det er gået op for mig, at det er ganske lidt, vi rent faktisk får at vide om verdens sammenhæng gennem de traditionelle medier. Det er som om, vi ikke har opdaget internettets sande dyb af viden endnu. Vi bruger rigtig meget af vores onlinetid på sociale medier, hvilket heldigvis styrker den kollektive bevidsthed, men faktisk ligger alverdens viden lige nu for vores fødder. Jeg tror, at den viden snart er tilgængelig for hele menneskeheden, og det er en sand revolution. Konsekvensen er en global fælles vision om at skabe bæredygtighed i alle samfundsstrukturer. Den næste revolution, som allerede er i gang, er adgang til billig og ren energi for alle.

Eksplosiv udvikling

Jesper Berggreen mener grundlæggende, at der findes to slags strømme af information blandt mennesker i verden: den biologisk betingede information, som gives videre fra generation til generation med små ændringer hver gang, forhåbentligt til det bedre, og dels den information der videregives ved hjælp af sproget, som forholdsvis pludseligt udviklede sig inden for vores art. Med tiden blev mennesket i stand til at nedfælde erfaringer og viden på skrift, og nu hvor er skriften på væggen så er blevet digital, mener Jesper Berggreen at udbredelsen af menneskets samlede viden snart når os alle.

– Sproget har muliggjort en eksplosiv teknologisk udvikling, som nu udspiller sig for øjnene af os, siger Jesper Berggreen. Da jeg boede langt ude i bushen i Zambia i 1981, var min mor nødt til at køre 70 km til den nærmeste større by og bestille tid, hvis hun ville ringe hjem til Danmark, og det kostede en formue. Men nu har jeg for første gang haft en video-samtale med mine afrikanske venner, som stadig bor langt ude i bushen, med hver vores smartphone. Ved nærmere eftertanke er denne kendsgerning intet mindre end et mirakel.

Dette perspektiv er fascinerende, men Jesper Berggreen minder os om, at vi skal huske at få alle med, for mange af os tager nok tingenes tilstand for givet, og glemmer, at ikke hele verden er den vestlige verden. Faktisk er verdens befolkning siden 1960 øget fra 3 milliarder til 7 milliarder sjæle, og de nye 4 milliarder, som ikke bor i den vestlige verden, vil alle gerne have et anstændigt liv. Er det muligt? Det tror Jesper Berggreen fuldt og fast på, og derfor har han valgt at holde foredrag om disse emner.

Opfordring til handling

Jesper Berggreens foredrag om energi og miljø er et skoleeksempel på, hvordan et meget omfattende og kompliceret emne kan gøres spiseligt for alle. Det handler om at se muligheder frem for begrænsninger, og så i øvrigt være taknemmelig for at folk som Newton, Watt, Joule og Einstein mfl. har gjort fodarbejdet for os, så vi ganske enkelt kan regne den ud, med blot en smule tålmodighed.

Så, er en bæredygtig fremtid mulig? Det kommer an på vores valg og handlinger, så lad os citere en af verdens mest visionære iværksættere Elon Musk, som måske er den der lige nu kan sætte mest handling bag ordene:

Det handler om at accelerere udbredelsen af bæredygtig energi, så vi kan se at livet langt ude i fremtiden stadig er godt. Det er hvad ’bæredygtig’ betyder. Det er ikke en fjollet hippie-ting, det har betydning for os alle

Du kan læse mere om Jesper Berggreen og hans foredrag her:

Jesper Berggreen

Familie og skole i nyt perspektiv

Energi og miljø i nyt perspektiv