Bosse Hall ChristensenForedrag

Fra gulddreng til nuldreng – tur/retur

Medstifteren af Shu-bi-dua, Bosse Hall Christensen, tager afsæt i sin selvbiografi Gokkelajser, når han tager ud og holder foredrag om sit spektakulære og usædvanlige liv.

bosse-hall-christensen-shubidua-foredrag-foredragsportalenForuden at være trommeslager i det ikoniske band var Bosse også tekstforfatter, og med sine sproglige indfald satte han sit umiskendelige præg på Shu-bi-duas karakteristiske og finurlige tekstunivers i de gyldne år. Derfor handler Bosses foredrag naturligvis også om Shu-bi-dua, men det er andet og meget mere end sex, drugs og rock’n’roll.

Bosse fortæller om sin dysfunktionelle barndom, sin forstyrrede ungdom, og ikke mindst sin mangeårige kamp mod alkoholisme og det dobbeltliv, som fulgte i dens kølvand. Om de mange svigt af børnene, indlæggelse på den lukkede og om afvænning samt selvmordsforsøg.

Om et overraskende comeback med etableringen af et af de mest succesrige reklamelydstudier i Danmark, villa og Porsche, tilbagefald i misbrug, konkurs og den endelige rip-off. Først da Bosse mistede alt, ikke mindst sig selv, blev han i stand til endegyldigt at sætte proppen i flasken. Han kom ud i lyset, gik Caminoen tværs over Spanien, hvor han genfandt sig selv, troen og håbet og sin helt egen version af meningen med livet.

Ligesom i sin bog fortæller Bosse ærligt og tankevækkende om sit dramatiske liv. Her er ingen klynk eller selvmedlidenhed, snarere tværtimod! Bosse fortæller direkte fra hjertet, råt for usødet og med et befriende glimt i øjet.