ForedragSarah Warny Berg

Hvad kom først; Lykken eller friheden?

Kan man kun være lykkelig, hvis man er helt fri? Er man først fri, når man er helt lykkelig? Og hvad er lykke og frihed egentlig?

Vi lever i et af verdens lykkeligste lande, og forskerne peger på, at årsagerne skal findes i vores høje grad af frihed og tillid til hinanden. Samtidig sås der tvivl om fordelen i de mange valgmuligheder, som særligt ungdommen præsenteres for i dag. Valgene gør os tilsyneladende rastløse og stressede, fordi det kan synes op til os selv at skabe vores egen lykke.

I foredraget ”Hvad kom først; Lykken eller friheden?” forfølger jeg Camus’ påstand om, at frihed måske netop er at turde bekende sig til valg, der begrænser os, og at erkendelsen af dette er en forudsætning for at opleve sig lykkelig.

Dette gør jeg bl.a. gennem en beretning fra et ophold i en sekt i Argentina, hvor jeg var vidne til en dogmatisk livsførelse, som her blev betragtet som forudsætningen for et lykkeligt liv. Jeg bruger dette som modspejl til gænge værdier i det vestlige samfund, og fremhæver prominente personer og historiske bevægelser, som jeg mener, har præget vores opfattelser af lykke og frihed -til en gotisk knude, der ikke kan løses med mindre man løsner lidt på kravene til begge dele.

Varighed: er sat til at vare 2 timer men kan skaleres op og ned efter jeres behov.