Nyheder

Mindset til at tackle modgang – nyt foredrag

Da Kim Nørgaard Kruse var 14 år havde han – som så mange andre unge knægte – en drøm om at leve af sin sport. En trampolinulykke og en brækket nakke gjorde dog den drøm urealistisk.

Det uheldige trampolinspring  placerede Kim Nørgaard Kruses i en kørestol med lamme ben og en ødelagt ungdom. I dag, 12 år senere, lever han af fodbold og lærer endda andre at bruge deres krop i ekstrem fysisk udfoldelse.

Bag solstrålehistorien ligger mange års hårdt arbejde. Hårdt arbejde med at lære at vrikke en tå, lære at kunne gå og lære at være et begrænset menneske. Men arbejdet bar frugt og Kim Nørgaard Kruse lever i dag af fodbold og uden begrænsninger i sin hverdag.

Jeg håber min historie kan inspirere og motivere andre til at udvikle sig , til at tage kampen op med livets prøvelser og til at opnå det umulige.

Udover ti års genoptræning skulle Kim også gennem tre operationer. Det var dog ofte ikke de fysiske udfordringer, der var sværest at tackle. Det værste var næsten arbejdet med psyken. For det var nemt at lade modgang tage over og miste motivationen.

Kim Nørgaard Kruse fandt selv vej gennem de negative tanker. Han kalder det at spille skak mod de negative tanker. Den tankegang har siden hjulpet mange unge med at overkomme modgang.

Om tankerne omkring modgangen siger Kim Nørgaard Kruse:

Ustoppeligt havde jeg tanker om at kaste hele verden i grusgraven og tage imod kommunens tilbud om at blive førtidspensionist når jeg blev 18 år. Ustandseligt havde jeg lyst til at være ligeglad og ryge og drikke mig selv i smadder. Men hver gang fandt jeg ud af, at jeg ville lære at gå igen, jeg ville kæmpe for at få et liv, som først var tiltænkt mig, jeg ville kæmpe for, at mine evner, hvad de end måtte være, ville være noget som andre kunne få gavn og erfaring af.

Alle møder modgang ind i mellem og et “set-back” kan være yderst demotiverende. Men med de rette redskaber og strategiske tankemønstre, kan vi tage kontrollen over hjernen og selv bestemme, hvad vi skal tænke, føle og udtrykke.

Kim Nørgaard Kruses erfaringer med ulykken og arbejdet tilbage mod det liv han drømte om har givet ham indsigt og viden mange kan gøre brug af. Bare spørg nogle af de unge Kim Nørgaard Kruse møder i sin hverdag i FCK eller DBU.

Kim Nørgaard Kruses foredrag er velegnet til unge med udfordringer eller unge idrætsudøvere, der trænger til værktøjer til at blive bedre.

Men i virkeligheden kan vi alle lære noget af Kim Nørgaard Kruses historie.

Du kan læse mere om foredraget og Kim Nørgaard Kruse her:

Motiveret til at tackle modgang

Kim Nørgaard Kruse