Nyheder

På motorcykel gennem Afrika

Eventyreren Flemming Ehlerth Jørgensen fra Haderslev fortæller, i ny bog, om sin tur Danmark-Nordkap-Cape Town, der udover store oplevelser, også gav ham et revideret syn på Afrika og ikke mindst afrikanerne.

Endnu en af Foredragsportalens foredragsholdere er nu klar med en bog. Det drejer sig om Flemming Ehlerth Jørgensen, der i bogen Tornen i Afrikas Øje fortæller om hans tur på motorcykel fra Nordkap til Cape Town.

I 1996 var Flemming Ehlerth Jørgensen på en tur til Nordkap med familien. Det såede frøet til en drøm som blev ført ud i livet i 2015, hvor Flemming Ehlerth Jørgensen drog ud på sit livs rejse. På motorcykel kørte han fra Danmark via Nordkap til Cape Town i Sydafrika. Det blev en tur på 33.000 km, gennem 33 lande på 3 måneder, hvor han oplevede den europæiske og vestafrikanske kultur på godt og ondt. Helt alene.

Under rejsen skrev han løbende notater om sine oplevelser. Notater han i første omgang har brugt til at putte indhold i sine foredrag og som altså nu også er blevet til en bog.

– Det har taget næsten to år at skrive bogen, fortæller Flemming Ehlerth Jørgensen.

På rejsen fik Flemming bl.a. et førstehåndsindtryk af den økonomiske og sociale nød, som får unge afrikanere i hobetal til at sætte livet på spil for at søge lykken i Europa.

Denne rejsebeskrivelse giver et indblik i en verden, som ikke mange af os får lov til at opleve ved selvsyn. Samtidig er det en historie om en mand og hans motorcykel, som gennemlever et eventyr, kun fantasien kan forestille sig.

 

Flemming Ehlerth Jørgensen

Flemming Ehlerth Jørgensen er født på Djursland i 1951. Familien var en landarbejderfamilie, hvor hårdt og slidsomt arbejde var et must for at tjene til dagen og vejen. I 1980 blev han udlært svineslagter og har siden 1983 arbejdet med ledelse og organ- isationsudvikling. Er fortsat erhvervsaktiv og arbejder for Dansk Industri i København. Han begyndte at køre på motorcykel i 1999. Motorcyklen har bragt ham mere end 100.000 kilometer gennem 40 forskellige lande.

Du kan læse mere om foredraget her:

Fra Nord Kap til Cape Town