Sara Høyrup

For få år siden kom Spaniens nordøstlige region pludselig på verdenskortet: Catalonien ville være fri, hed det sig. Men ville Catalonien nu også det? Og har landområder overhovedet noget så personligt som en vilje?

Spanien er en af Europas mest decentraliserede stater. Statsmagten er tilbageholdende i sin magtudøvelse. Den catalanske lokalnationalisme er usolidarisk. Men det hørte vi ikke meget om i danske medier under krisen – og hvorfor så ikke det? Fordi staten ikke forklarede sig til den internationale presse, og den internationale presse forsømte selv at sætte sig ind i sagerne.

Sara Høyrup dækkede løsrivelsesforsøget for Magasinet Europa og deltog i debatter i DR Deadline og TV2. Senest har hun oversat bogen De andre catalanere, der udkom på Forlaget Refusenik i 2024.

Hun møder frem overalt i Danmark og fortæller om, hvad det egentlig var, der skete. Og hvorfor det skete – og hvad der kom ud af hele balladen.

Sara Høyrup modgår den populistiske propagandafortælling, der gik sin sejrsgang kloden rundt og lod forstå, at Spanien stadig er et diktatur, og at catalanerne er undertrykte og alle sammen nærer et fælles ønske om at få deres egen stat, og at catalanismen er progressiv, ja, faktisk ræverød. For det er simpelthen ikke sandt.

Der har aldrig været et folkeligt flertal for løsrivelse. Separatisterne repræsenterede ikke alt folket, men regionens supremacistiske borgerskab imod den spansktalende underklasse, der er indvandret fra fattigere dele af landet. En selvstændig catalansk stat tegnede til at blive et skattely med totalitære tendenser, og langt fra alle catalanere var glade ved at blive frataget deres spanske statsborgerskab – og medlemskabet af EU.

Vi skal også høre om den omstridte amnestilov, som nu skal viske tavlen ren og holde regeringen i Madrid ved magten med støtte fra kupmager-catalanister og terrordømte baskiske nationalister. Vi skal høre, hvad der blev af Puigdemont, og hvorfor der pludselig tales catalansk i det spanske parlament. Vi skal høre om, hvordan løsrivelsesforsøget genantændte en splittelse så gammel som tredivernes borgerkrig, der giver genlyd i Europaparlamentet, når rødlilla og blåbrun blok udspiller las dos españas for åbent tæppe.

Der er gået 40 år, fra de 40 onde år tog slut, da den nationalkatolske diktator sov stille ind. Hvordan kan det da være, at det for få år siden lykkedes at binde alverden på ærmet, at Spanien er et fascistisk diktatur, og at “Madrid” hersker uindskrænket og magthaverisk ud i alle landets hjørner og kroge?

Spanien er en moderne retsstat – på nogle områder med bedre retssikkerhed og mindre totalitære tendenser end Danmark. Det imaginære Spanien passer bare bedre ind i forsimplede og forhastede mediefortællinger og en orientalisme vendt på siden: Vi vil så gerne have, at der stadig findes tilbagestående steder derude, som vi nyfigent kan gæste og prise os lykkelige over, at vi ikke selv lever i.

Men faktisk udhules centralmagten i Spanien af en tilbageholdenhed over for at løfte statslige opgaver ude i regionerne, for tænk nu hvis man kom til at minde om Franco. Pendulet svingede allerede i 1979 over til en decentralisering så stor, at det under covidpandemien var svært at koordinere sundhedsindsatsen.

Samme decentralisering gør det muligt for lokalnationalisterne i de mest selvhævdende regioner nordpå at udgrænse det spanske sprog fra al offentlig kommunikation og fra undervisningssystemet. Dissidenter klager forgæves over, at nationalisterne bruger skolerne som patriotfabrikker lige fra vuggestue til universitet, og centralregeringen holder sig ved magten med støtte fra terrordømte baskere og kupmagere fra Catalonien.

Magasinet Europas spanienskorrespondent 2017–21 fortæller om det virkelige Spanien. Sara Høyrup er uddannet i politisk journalistik fra Universitat Pompeu Fabra og har studeret spansk litteratur på Universitat de Barcelona og film på Universidad de Sevilla.

Hvorfor skal de bestemme alting nede i Bruxelles? Hvad ved de overhovedet om, hvad der er brug for i Danmark? Og hvem er det egentlig, der bestemmer i Unionen? Hvad vil det sige at være en Kommission eller et Råd? Hvad er forskellen på parlamentets udvalg og de udvalg, der har deres egne adresser?

Vi er selv som land en del af det magtapparat, som sammen beslutter tiltag på de områder, hvor det giver bedst mening at arbejde sammen – fx om klima og migration. EU-kommissionen er den europæiske “regering”, og “den høje repræsentant” fungerer som udenrigsminister for Unionen. Rådet er det andenkammer, hvor landenes regeringer repræsenteres direkte. EU er ikke en forbundsstat, men har træk fra en forbundsstat. Parlamentet har med tiden fået større magt, og her foregår arbejdet i en række udvalg – ikke at forveksle med de rådgivende organer, som også kaldes for udvalg. (På engelsk og de latinske sprog er termerne for udvalg og kommission sågar enslydende, hvilket giver udfordringer i simultantolkningen til dansk.)

Sara Høyrup forklarer EU, så det er til at forstå.

Siden Ukrainekrigens udbrud har hun arbejdet næsten hver uge i Europaparlamentet som tilkaldetolk. De forudgående ti år har hun også tolket møder i Ministerrådets arbejdsgrupper, Regionsudvalget og det Økonomiske og Sociale Udvalg, Europol og Eurojust. Hun taler på egne vegne og repræsenterer ingen, og hun citerer selvsagt ikke fra møder bag lukkede døre – faktisk webstreames både udvalgsmøder og plenarer offentligt for dem, der orker. Sara Høyrup har en indsigt og et overblik som få og følger europæisk politik tæt.

Velfærdsstatens skyggeside er den totalitære fristelse, der ligger i klientgørelsen af borgerne. Jo mere afhængige vi er af staten i alle dens afskygninger, des mere er vejen banet for magtudøvelse langt ind i vores privatliv.

Det ses klarest på “børneområdet”: Børnene er en ressource, der ikke må gå til spilde. Forældrene er nogen, som staten ikke kan stole på. Borgerne opfordres til at angive hinanden – gerne anonymt. Fagfolk omkring børnene forpligtes med trusler om fængselsstraffe til finde på noget at melde om. Retssikkerheden er fraværende, og sagsbehandlerne forstår sig selv som de gode, alt imens de udøver en skånselsløs magt over andre mennesker.

Det skaber utryghed og en reel risiko for justitsmord på kærlige og kapable forældre. Børn mister deres allervigtigste relationer, når kommunen tager over. Tilknytning tror man kan erstattes med fremmede. Samarbejdet mellem børnefamilierne og børneinstitutionerne præges af de politiske instrukser om hellere at anmelde ti for mange end én for lidt. Udgrænsningen af de forkerte familier markerer dydens smalle sti i en nærmest klaustrofobisk normalitet, hvor der er én og kun én rigtig måde at være familie i Danmark.

Der er frit spil for en kollektiv angst for alt det grumme, der kan gå for sig i familiens skød bag lukkede døre, fordi den kritiske sans er sat ud af spil. Systemet lukker sig om sig selv, og kæreinstanserne er kun til pynt.

Kan vi gøre det bedre?

En tolk er en mundtlig oversætter. Ordene kan være en samtale ovre på kommunekontoret eller hos lægen, det kan være en retssag eller en politiafhøring, og det kan foregå på møder og på kurser.

Tolkning kræver fuld mestring af de sprog, som tolken oversætter imellem. Det kræver analytisk sans og en skarp hjerne. Det kræver diskretion og seriøsitet. Det kræver god udtale af målsproget og gerne også en god stemme.

Der findes dialogtolkning, hvor man tolker begge veje, og konferencetolkning, hvor der tit er andre til at tage sig af tolkningen den ene vej. Mest krævende er det at oversætte samtidig med, at der bliver talt. Simultantolkning bruger man fx i EU-parlamentet og til konferencer, og her sidder man helst i en kabine med udsigt til salen. I retten hvisketolker tolken simultant til den anklagede på fremmedsproget – men når den anklagede taler, lytter tolken og tager noter. Bagefter ”gentager” tolken det sagte med høj røst til juristerne på dansk.

Tolkning kan være elendigt betalt eller vældigt godt betalt: Det afhænger af, hvor dygtig og veluddannet tolken er, og hvorhenne tolken finder arbejde. Tolkning er ofte freelancearbejde. Tolkning er formentlig en solnedgangsbranche, for vi har maskinerne i hælene. De har allerede overtaget meget af den skriftlige oversættelse.

Sara Høyrup ejer bureauet Tolkene.dk og kan hjælpe unge mennesker med at afklare, om faget er noget for dem. I bureauets kursusafdeling Tolkeskolen oplærer hun nye tolke i tolketeknik og tolkeetik. Hun er selv uddannet konferencetolk, EU-certificeretsimultantolk og erfaren politi- og domstolstolk. De sidste par år har hun arbejdet næsten alle uger i Europaparlamentet.