Michael Wikke og Steen Rasmussen er selvudlærte filminstruktører, skuespillere og manuskriptforfattere og startede i 1984 deres eget filmselskab: Græsted Film & Fjernsyn.
Parret modtog tidligere i år en Æres-Bodil for deres samlede arbejde til dato og en Robert pris for årets børne- og ungdomsfilm med deres seneste film: Gooseboy.
De har bl.a. lavet spillefilmene: ”Russian Pizza Blues”, ”Hannibal & Jerry”, ”Motello”, “Flyvende Farmor”, ”Der var engang en dreng som fik en lillesøster med vinger” og ”Gooseboy”. Desuden mange tv-serier, som f.eks.: ”Robin Hat”, ”Tonny Toypé Show”, ”Sonny Soufflé Chok Show”, ”Se dagens Lys”, ”Søren Kierkegaard Roadshow” samt radiotegneserien ”Pas på varene Arne!” m.fl.
Og så har de skrevet en lang række sange, som for manges vedkommende er blevet klassikere: ”Brug dit hjerte som telefon”, ”Holbæk sangen”, ”Jeg vil ha’ en baby”, ”Stjernestøv”, ”Du er så smuk med havet som baggrund”, ”Ridder Lykke” , ”Voldsom Volvo” og mange flere.
Wikke & Rasmussen laver mange “syng-med” arrangementer rundt om i landet, men kommer også gerne og fortæller mere specifikt om deres arbejde eller de enkelte film eller tv-serier, både som foredrag eller som undervisere.
Parret har desuden ofte optrådt som værter og moderatorer i mange sammenhænge, bl.a. på Via University, Odense Internationale Filmfestival, Filmstation Next, Danske Skolefilmfestivaler og ved diverse prisuddelinger.