Samfundet spæner afsted. De unge taster løs. Mange går ned med stress. Det er som om store kræfter forlanger af os at vi løber hurtigere og hurtigere.
Det giver mindre plads til bøger og litteratur. Bogen er langsomhedens sted, eftertankens sted – omsorgens sted. Dette foredrag kredser om samfundets hastighed, om litteraturens plads i dette fortravlede samfund; hvad er litteratur? Hvad kan den? Hvilket liv ønsker vi at leve?
Foredraget inddrager mit eget forfatterskab og byder på oplæsning.
- Hvilken slags litteratur er det?
- Er det en kritisk litteratur, og hvorfor er monstro den kritiske og langsomme litteratur nødvendig?
- Er vi på vej mod en ny analfabetisk epoke, hvor de unge er for rastløse til at læse og hvor vi andre hovedkulds højst magter at sluge en bestsellerkrimi?
- Er bogen på vej ud?
- Er bogen i fremtiden reserveret en lille, nærsynet elite?
Vi snakker om den store litteratur og hvad den kan, hvad dens virkemidler er. Det er som om den ambitiøse litteratur opererer med en slags etik, men hvilken?