Birgitte er en passioneret fortæller og inspirerende foredragsholder. Hun fortæller historier med spændende perspektiver så modtagerne underholdes og beriges.
Birgitte er phd i nordisk litteratur og phd i jura. Hun beskæftiger sig med europæisk litteratur, kultur og værdier på tværs af faggrænser og faglige miljøer. I det populære foredrag ’Havehistorier i en nøddeskal’ fortælles i et farverigt kalejdoskop af ord og billeder om planter, passionerede havedyrkere og deres haver. Et væld af spændende historier om planter, kunstnere, der var passionerede havedyrkere og deres haver. Der er blandt andet havehistorier om Virginia Woolf, Claude Monet, Karen Blixen og Vita Sackville-West og deres inspirerende haver. Det er et foredrag, som både haveelskere og kulturelt og historisk interesserede vil få stor glæde af.
Birgitte havde netop udgivet bogen ’Havehistorier i en nøddeskal’, da hun greb et nyt eventyr og lod sig omplante først til Malagá med udsigt til Middelhavet og siden gik ombord i en stor sejlbåd for at tilbringe sommeren sejlende i Middelhavet. Hvordan forbereder man sig på en sommer på vandet, når man ikke har sejlet før? Praktisk, mentalt og kulturelt?
Birgitte fortæller om at kaste sig ud i sejlerlivet på Pippi Langstrømpe-maner: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Om at bevæge sig ud på dybt vand, hvor alt er nyt og skal læres og udfordringer, der opstår, så hurtigt som en kastevind. Om at gå ombord i sejlerlivet med et skibsbibliotek som ballast, for at kunne læne sig ind i europæisk litteratur og de europæiske værdiers fundament. Middelhavet er sølvglitrende azurblåt vand, hvori der svømmer en mangfoldighed af fortællinger. Gennem Birgittes personlige blik åbner foredraget en lem til Middelhavets verden og giver stemme til kvinderne, hun mødte undervejs på sommertogtet i Odysseus’ kølvand.
Foredragene henvender sig til et bredt publikum og er generelt efterspurgte hos biblioteker, højskoler, kirker og foreninger, men ethvert foredrag kan tilpasses og justeres i forhold til formål og målgruppe.