Med en kulturhistorisk vinkel.
Mennesket har siden oldtiden forsøgt at holde styr på tiden. Det startede med soluret, der lod en lodret pind på en jævn overflade vise klokken ved at kaste en skygge, og blev i århundredernes løb stadigt mere forfinet. Det store gennembrud kom i Renæssancen med opfindelsen af det mekaniske ur, der blev et vigtigt instrument i videnskabens og søfartens verden.
Havde Ole Rømer for eksempel ikke haft et pendulur, havde den danske astronom aldrig som den første i verden kunnet beregne lysets hastighed, og uden et skibskronometer var alverdens søfarende nationer aldrig nået sikkert i havn. I den forstand var uret 1700-tallets svar på GPS.
Det hele kulminerede med vore dages kvartsure samt smartphones, der takket været en satellitforbindelse har opnået et atomurs præcision. Det er så præcist, at tidsmålingen højst skrider med ét sekund på 200 mio. år.