En decemberdag i 1981 forsvandt den 30-årige Brita Hansen sporløst i Frederikshavn. Først syv måneder senere blev hendes lig fundet i havnen. Hun var blevet kværket, og hendes fraseparerede mand, fritidsmusikeren Ove Hansen – også kaldet ‘Pedal Ove’ – blev under stor mediebevågenhed idømt 12 års fængsel for drabet. 10 år senere blev Pedal Ove-sagen genoptaget. To DR-dokumentarer kunne præsentere nye vidner der gav Ove Hansen det afgørende alibi. Ove Hansen blev efterfølgende frikendt, og sagen blev derefter kendt som danmarkshistoriens største justitsmord.
Men hvordan kunne det ske i et retssystem som det danske, at medierne fik så stor indflydelse på en drabssag? Hvordan kunne DR præsentere nye vidner, som politiet trods en årelang efterforskning ikke kendte til? Talte vidnerne sandt? Gjorde Ove Hansen? Og hvem slog så Brita ihjel?
Journalist, tv-vært og forfatter Michael Teschl er ikke blot en af landets mest erfarne og anmelderroste true crime-dokumentarister. Han er også manden der gennem årelang research på egen hånd fik omskrevet hele den historiske Pedal Ove-sag.
Publikum får et unikt og hårrejsende indblik i den historiske drabssag, når Teschl minutiøst gennemgår sagen i jagten på Brita Hansens morder.