”Anders Henriksen tryllebandt en forsamling på godt og vel 80 tilhørere med en særdeles spændende og levende fortælling” og ”Sjældent har vi haft en foredragsholder, der i den grad har en udstråling og begejstring for sit emne som Anders Henriksen har” samt ”En fantastisk historie fortalt af Anders som på levende vis havde tilhørerne i sin hule hånd. Tak for en berigende eftermiddag. Vi giver foredraget topkarakter og anbefaler det gerne til andre.”
Ovenstående uddrag fra tre anmeldelser af foredraget fortæller om den fascinationskraft, som historien om Titanic-katastrofen har på mennesker. Ligeledes illustrerer de, at Anders med sin egen fascination, begejstring for og store viden om emnet, leverer et foredrag, som får tilhørerne helt ud på kanten af stolene.
Den 10. april 1912 sejlede Titanic fra Southampton ud på sin jomfrurejse mod New York med både fattige, håbefulde emigranter og nogle af datidens rigeste mennesker ombord. Titanic var det største og mest luksuriøse skib, der nogensinde var blevet bygget, og var endda blevet erklæret synkefrit.
Blot fire dage senere sent om aftenen ramte Titanic et isbjerg og sank inden for 3 timer. I løbet af disse knap 3 timer udspillede der sig adskillige dramaer ombord, og historien om denne nats begivenheder har levet videre siden og er blevet genfortalt i adskillige bøger og film.
I foredraget fortælles den virkelige historie bag nogle af myterne om Titanic. Foredraget omhandler bl.a. mange af de personlige skæbner, datidens emigration til ”den nye verden”, den uskrevne regel om kvinder og børn først i redningsbådene, omverdenens reaktioner på katastrofen, fundet af vraget i 1985, danske relationer til katastrofen og Titanics rolle og betydning som myte og fortælling i dag.
Katastrofefortællinger har en fascinationskraft, som går på tværs af køn, alder og kulturer, og foredraget henvender sig således også til en utroligt bred målgruppe, ligesom foredraget kan tilpasses i længde og indholdsmæssige vinkler.
På vej ud fra et foredrag i foråret 2024 faldt kommentaren fra en tilhører: ”Tak for en fantastisk eftermiddag – jeg tror faktisk, at det er det bedste foredrag, jeg nogensinde har hørt.”