– hadet, elsket, udskældt, ophøjet, nedstødt og misforstået.
At ville fraskrive sig kulturradikalismen eller erklære den død, er at forfalske danmarkshistorien og smide PH-lampen i skraldespanden, mener Georg Metz.
Kulturradikalismen var den naturlige forlængelse af det moderne gennembrud og stod først og fremmest for kritik af det bestående, af kønsmoralen, af revyen, arkitekturen, skolen, kirken, sundhedsvæsenet, fascismen, nazismen og kommunismen. Og meget mere.
Med færre ord var kulturradikalismen uafhængigt reformatorisk. Og som andre reformatorer med tendenser til det elitært formynderiske. De store kulturradikale ville – som PH sagde: fandefløjtemig have at folk skulle leve et bedre liv i lys og frisind.
Men kulturradikalismen var ikke et parti, ikke en forening , ingen var medlemmer; mange, der senere blev opfattet som kulturradikale, vidste ikke selv, at de var det, hvad de også kun var en gang imellem. Som Carl Nielsen og mange andre med ham.
Kulturradikalismen var i øvrigt også den moderne musik, kunst, revy osv.
Består kulturradikalismen så i dag?
I bedste velgående – både-og.