Stalin var ved magten i Sovjetunionen fra Lenins død i 1924 til sin egen bortgang i 1953. I den tid udviklede Sovjetunionen sig fra et relativt tilbagestående og krigshærget land til en militær, industriel og økonomisk supermagt, der kunne måle sig med USA.
Denne bemærkelsesværdige udvikling fandt sted under en brutal statslig udbytning og undertrykkelse af befolkningen. Sådan lød de tidlige historikeres – også kaldt traditionalisterne – forklaring på fænomenet. Siden trådte først de såkaldte revisionister og senere kulturhistorikerne til, og billedet blev mere nuanceret.
Man hævdede for eksempel, at de med tiden udvikledes en særlig sovjetrussisk mentalitet, der betød at modsætningen mellem staten og borgerne ikke var slet så kontant, som man tidligere havde troet.
Hvis det holder stik, rummer det måske en forklaring på, at russerne heller ikke i dag gør oprør mod regimet, men derimod tier og langt hen ad vejen samarbejder.
