Mohammed er blind kok, iværksætter og stifter af Madsynet. Gennem madoplevelser og foredrag arbejder han for et mere tolerant og rummeligt samfund, hvor mennesker bliver mødt med nysgerrighed frem for begrænsende forestillinger om, hvad de kan og ikke kan.
Interessen for madlavning begyndte, da Mohammed som blind modtog undervisning i at klare sig selv. Madlavning var en del af undervisningen, men metoderne fungerede ikke særlig godt for ham. Han oplevede ofte at få at vide, hvad han ikke kunne. Det, han savnede, var nogen, der sagde: Hvis den her måde ikke virker, så prøv en anden.
Så det gjorde han.
Sammen med en ven begyndte Mohammed at eksperimentere i køkkenet. Det kostede ødelagte pander, fastbrændte simreretter og mel og madrester på både gulv, vægge og loft. Men for hvert mislykket forsøg blev han klogere. Et sted mellem de brændte retter, de gode idéer og lysten til at dele sine erfaringer begyndte Madsynet at tage form.
I dag driver Mohammed Madsynet og har gjort sin passion for mad til sit arbejde. Her står han blandt andet bag Mad i Mørke, hvor deltagerne får blindebriller på og sammen skal lave mad uden at kunne se. Pludselig er det Mohammed, der har hjemmebanefordelen.
Når synet forsvinder, skal deltagerne bruge de andre sanser. De må lytte, dufte, smage og mærke sig frem – og ikke mindst kommunikere og stole på hinanden. Det giver grin, kaos og ofte nogle gode samtaler om samarbejde, forskellighed og de antagelser, vi har om andre mennesker.
Som foredragsholder tager Mohammed udgangspunkt i sit eget liv som blind kok og iværksætter. Han fortæller åbent om Madsynet, om at skabe sit eget arbejdsliv og om de fordomme, sejre og nederlag, han har mødt undervejs. Der er plads til både alvor og humor, og Mohammed har ikke noget ønske om at fortælle publikum, at en blind kan alt. Det kan han ikke.
Han vil hellere vise, at et menneske med et handicap først og fremmest er et menneske – med styrker og svagheder, ambitioner, dårlige idéer, gode idéer og i Mohammeds tilfælde en ret stor kærlighed til mad.
Nysgerrigheden har også ført Mohammed langt væk fra sit eget køkken. Han medvirker i DR-programmet Eventyr i blinde, hvor han sammen med fire andre blinde rejser gennem Sydeuropa og oplever Frankrig, Italien og Østrig gennem lyde, dufte, smage, mennesker og alle de andre indtryk, der træder tydeligere frem, når synet ikke er med.
Book Mohammed til et personligt og humoristisk foredrag om livet som blind, iværksætteri, mad, fordomme og om at finde andre veje, når den oplagte ikke virker.
Vi arbejder på at få foredragsholderens foredrag lagt ind i systemet. Vent venligst et øjeblik.
Del på: