Kaj Munk var dramatiker og kendt i hele Norden i 1930’erne og 1940’erne. Han havde samtidig en skarp pen i sine samfundskritiske artikler, – også når det gjaldt det danske samfund. Specielt var han en åbenlys kritiker af nazismen og jødeforfølgelserne. Han blev myrdet af den tyske besættelsesmagt 4. januar 1944.
Ud fra en positiv kritisk tilgang til Kaj Munk og hans forfatterskab indeholder foredraget fortællinger og anekdoter, der forsøger at kaste lys over digterpræstens liv og forfatterskab. Hans forhold til demokratiet og begrebet martyrium, bliver der også søgt et svar på.
Andre personer i samtiden, f. eks. fra modstandsbevægelsen, bliver inddraget for at sætte Kaj Munks betydning i perspektiv. Især modstandsmanden Chr. Ulrik Hansen og hans forbindelse til Kaj Munk vil blive berørt.
Foredraget vil derfor være krydret med lokale anekdoter, som er med til at give et alsidigt kendskab til digteren, skribenten og præsten Kaj Munk. Du vil gå fra foredraget med et levende og alsidigt billede af en spændende og stærk personlighed.
Du vil opleve spændvidden fra humor og latter til yderst alvorlig og rørende beskrivelser. Kaj Munk forstår at røre os dybt inde. Han levede selv i spændvidden mellem det livsglade og dybt alvorlige. Den der elskede at drille og den der påtog sig at hjælpe, når folk for alvor havde behov.
Desuden forsøger jeg at give et svar på, hvorfor interessen for Kaj Munk i disse år er stigende flere steder i verden.