Nogle foredragsholdere er gabende kedelige at høre på, det Malene på ingen måde.
Hun har en enestående og enkel tilgang, til fortællingen om at forfølge sine drømme, og kan på et par timer, få selv den største udfordring til at dreje sig om lysten til at ville og turde mere. Alt sammen pakket ind i en forfriskende og jordnær personlighed, der gør at vi alle kan følge med.
I 2009 gik Malene og hendes mand ombord på deres båd, og sejlede på eventyr med børnene Marie og Sebastian, der var 2 år og 5 år ved afrejsen. Planen var at de ville bruge 3 år på at sejle jorden rundt, opleve verden og nyde at have god tid til at være sammen.
Lidt over to år senere vendte familien tilbage til København med bagagen fuld af fantastiske minder fra Middelhavet. Planerne blev ændret undervejs, så de i stedet for at sejle over Atlanterhavet sejlede ind i Middelhavet.
Malene har skrevet to anmelderroste bøger om familiens oplevelser, og holdt et hav af foredrag i foreninger og virksomheder landet over. Blandt andet er de kulinariske arrangementer, hvor foredragene bliver krydret med en vinsmagning eller en middag med retter fra de lande familien besøgte, meget populære.
Nogle af de spørgsmål, Malene Wilken giver svar på i sine populære foredrag om at leve sine drømme ud er:
• Hvad sker der, når man beslutter sig for at gøre drømme til virkelighed?
• Kan man bare sige »farvel og vi ses« til arbejde, familie og venner og tage af sted på drømmerejsen?
• Hvordan bidrager orlov og rejse positivt til ens arbejds- og privatliv efterfølgende?