“Livvagterne” DR1’s dramaserie om Jasmina, Jonas, Rasmus og deres kollegaer i Politiets Efterretningstjeneste, der sætter deres liv på spil i demokratiets tjeneste blev set af ca. 1,5 millioner seere hver søndag aften. De første afsnit viser, hvorledes de beskytter ministre mod yderligtgående politiske kræfter såvel som mod sindsforvirrede stalkere, hvordan de overvåger terrormistænkte og hindrer attentater mod en udenlandsk minister.
Hans Jørgen Bonnichsen vil med afsæt i tv-dramaets fiktion fortælle om, hvor tæt serien er på virkeligheden i PET’s arbejde med at modvirke og forhindre ekstremisme og terrorisme i Danmark. Et arbejde, hvor der værnes om den danske, demokratiske grundtanke i en foranderlig og ustabil verden.
Foredraget er en beretning om fiktion og fakta, der hver for sig behandler udfordringerne i en fredelig sameksistens på tværs af meninger, vilkår og tro.