Erling HaagensenForedrag

Danmark og Tempelridderne

erling-haagensen-bifald

I første del af foredraget beskrives Tempelriddernes stiftelse i Jerusalem i 1119, deres opløsning i 1312 og deres nære familiære tilhørsforhold til de burgundiske adelsslægter.
Derefter beskrives den mindre kendte side af ordenen, nemlig dens kolossale veneration for den klippe, der endnu i dag ligger under den ottekantede muslimske bygning, Dome of the Rock (Klippekuplen) midt på Tempelpladsen i Jerusalem, og det forklares, hvorfor netop denne klippe har en så enorm religiøs betydning, og hvorfor den ligesidede ottekant derigennem får så stor betydning for Tempelridderne.

Så vendes blikket mod Danmark, og vi får et indblik i, hvordan helgenkåringen i 1170 af Valdemar den Stores far, Knud Lavard, bliver den begivenhed, der gør det muligt at knytte Tempelridder Ordenen og dens ritualer til oprettelsen af en dansk broderorden.

erling-haagensen-bifald
Broderlisten fritlagt

 

Vi får eksempler på Danmarks særlige tilknytning til de portugisiske Tempelriddere – vi ser eksempler på, hvordan de portugisiske Tempelridderes særlige kors er indvielseskors i danske kirker, der er bygget i perioden fra slutningen af 1100-tallet op til første del af 1300-tallet – i Tempelridder Ordenens periode. Samtidig giver det en logisk forklaring på den mystiske, såkaldte ”broder-liste”, der findes i et dansk manuskript fra 1200-tallet, og som stadig er et stort mysterium for historikere - og derigennem får vi øjnene op for formålet med indretningen af nogle særlige rum i de danske rundkirker og i den ottekantede St. Heddinge Kirke – rum, hvis formål hidtil har været indhyllet i dyb mystik.

 

I anden del vender vi blikket mod de usædvanlige bornholmske middelalderkirker og fæstningen Hammershus.
Vi skal se, hvordan de bornholmske rundkirker indirekte sandsynligvis blev årsag til, at den portugisiske konge John II i 1480 – 12 år før Columbus opdagede Amerika - afviste Columbus og hans plan om at finde søvejen til Indien. Kongen vidste på forhånd, at svaret ikke var at sejle mod vest, som Columbus foreslog. John II sagde, at Columbus havde regnet forkert – hvilket han havde - og det vidste John II sandsynligvis ud fra de astronomiske og geodætiske eksperimenter, de portugisiske Tempelriddere havde foretaget med kirkerne på Bornholm i 1200-tallet.
Kun seks år efter at Columbus ved et lykketræf var sejlet ind i Sydamerika, påbegyndte Portugal i 1498 sejlads på den økonomisk udbytterige rigtige søvej til Indien, den vej, som de havde beregnet og forudset så mange år tidligere – og nu endelig fået bekræftet.

Vi skal se nærmere på den nære tilknytning, der er mellem de portugisiske Tempelriddere og byggeriet af både de enestående bornholmske middelalderkirker og byggeriet af Nordeuropas største fæstning: Hammershus.

Vi skal også se, hvordan eksperimenterne med kirkerne på Bornholm kan have dannet grundlag for de utroligt nøjagtige kort over Middelhavet, der pludselig dukker op i slutningen af 1200-tallet. Bornholm kan vise sig at være den manglende brik i puslespillet om disse korts oprindelse – og middelalderkirkerne bliver nogle af Europas vigtigste historiske bygninger.

erling-haagensen-bifald
reconstruction of Østerlars