Eva Selsing

– Hvad kan vi bruge dyder til?

Dyder er ikke, som man måske kunne få indtryk af, gået af mode. Tværtimod er det fashionabelt at iklæde sig en eller flere af tidens populære dyder. De lægger sig ofte op ad dagens mening om klima, køn, indvandring og lignende varme emner.

Men det er netop mode. Et horisontalt fænomen. Til forskel herfra er de vertikale dyder.

De ’gammeldags’ af slagsen. Dem, der handlede om at opbygge en god karakter. Altså et forehavende, der ikke skulle ses udefra med henblik på anerkendelse og likes, men grundlægges og forfines privat, i det indre.

Foredraget består af nedslag i dydsetikkens historie med den præmis, at karakterbærende dyder som mådehold, selvopofrelse, hensyntagen, mod og ridderlighed har været afgørende for at skabe et godt samfund. Og at tabet af dem er et problem for både individ og fællesskab.

Et af tidens store paradokser er, at mens feminismen breder sig, har det feminine stadig trangere kår.

For hvad er det feminine? I kort form er det alt det, der knytter sig til den distinkt kvindelige livsverden. Det er både dyder og æstetik – eksempelvis selvopofrelse, ømhed, omsorg, varme i samspil med et yndefuldt ydre. Desværre er der ikke meget i dag, der taler disse træk op. Hvis man læser tidens dameblade bliver det hurtigt klart, at de feminine dyder er erstattet med hårdhed, krænkelsessøgning, vrede, arrogance overfor manden og en fiksering på uafhængighed og ambition.

Den feminine æstetik er et mere kompliceret spørgsmål: populærkulturen fremmer nogle gange smukt, feminint tøj, men det er altid med en ’kant’. Et par militærstøvler til den blomstrede kjole. Kronraget isse til blondetoppen. Blegede bryn og kokain-øjne til den velsiddende frakke. Den moderne kvinde må alt – blot ikke være feminin i sit væsen. Hvordan blev det sådan, og kan vi gøre noget for at genetablere det opbyggeligt kvindelige?

Er sex mere end bare kropsligt møde mellem to mennesker, der efterfølgende går hvert til sit? Eller er vi vitterligt som vores venner i dyreriget?

Hvis vi mener, at sex også har en åndelig dimension, hvordan skal den så forstås – og bør vi, med denne forståelse se anderledes på intimitet? Det væsentligste er, at mennesket til forskel fra dyr handler intentionelt. Ikke mindst, når vi elsker hinanden. Det vil sige, at begæret har en kognitivt indhold. Og det vil også sige, at sex, som al anden menneskelig virksomhed, befinder sig i moralens sfære.

Det lyder måske mærkeligt for det moderne øre, men det er en stor ulykke for os, at moralen er forsvundet ud af vores intime rum. Det sårer og brutaliserer både mænd og kvinder, og gør vores relationer skrøbelige og uholdbare. Med udgangspunkt i Roger Scrutons syn på begær, gennemgår vi i foredraget disse og relaterede spørgsmål.

Aldrig har kvinder været så både ligestillede og privilegerede. Medierne har et stort fokus på uretfærdigheder begået mod kvinder; #MeToo har revolutioneret arbejdsmarkedet; virksomhederne annoncerer aktivt efter kvinder og forfordeler sågar gerne mænd; og vores velfærdsstat gør, at alle danske kvinder har et stort sikkerhedsnet under sig til at gribe os, hvis livet rammer.

Læg dertil de generelle livsforbedringer de seneste 100 år i form af bedre helbred, bedre sundhedsvæsen, længere levetid og bedre muligheder for work-life-balance. Alligevel virker den moderne kvinde ikke spor lykkelig. Ensomhed, enlighed, skilsmisser, barnløshed samt den store vifte af psykiske lidelser som depression, angst og spiseforstyrrelser vidner om, at den moderne kvindes velsignelser ikke er nok. Hvorfor? En væsentlig grund er, at de samme idéer, der har bragt os så langt ligestillingsmæssigt, ikke gør noget godt for vores følelse af mening i livet.

Mening kommer af at være noget for andre, af at slå rødder med mennesker, vi elsker og ofrer noget for. Den moderne kvinde har lært, at hun skal være uafhængig og sætte sig selv først. Altså feminisme. Dét er en stor, og underbelyst, del af forklaringen på vores køns manglende tilfredshed. I foredraget gennemgår Eva dette og forbindelsen til feminismen, hvis historie, vi ser kritisk på.

Stort set al skøn, historisk arkitektur er baseret på de fem klassiske ordener. Måske har du styr på ’dorisk’ og ’jonisk’, men er usikker på de øvrige. Måske ved du, hvad et korintisk søjlehoved er, men er ikke stødt på den kompositte. Måske kan du genkalde dig søjlerne i Berninis kolonnade foran Peterskirken, men vil gerne vide mere om, hvad der adskiller dem fra de ’originale’ græske.

Eller du har bemærket, hvordan halvsøjler – ’pilastre’ – pryder bygningsfacader, og vil gerne vide mere om ornamentets betydning i klassikken. Og så har vi ikke engang nævnt friser, borter og arketraver, som ofte – men ikke altid – flugter med den enkelte ordens disciplin.

Hvor kommer ordenerne fra, hvad er deres historie, og hvad giver de os i dag?

Siden antikken har mennesket sat skønhed i centrum for byggeriet. Den vestlige civilisations arkitekturhistorie er præget af storslåede, besjælede og livsbekræftende strukturer.

I antikkens Grækenland fandt vi det store Parthenon, charmerende runde tholos-templer og, vigtigst, her blev de klassiske ordener født. I Rom så vi triumfbuer, Colosseum og Pantheon. Gotikken bød på sirlige, himmelstræbende katedraler, mens renæssancen slog benene væk under os med sin perfekt proportionerede gentolkning af det gamle.

Manierisme, rokoko og barok talte til os med hver deres sympatiske særheder. Nyklassicismen sørgede for at bevare og fornye den lykkelige arv. Selv de funktionelle elementer i denne historie – viadukter, porte, bassiner og, senere, gadelygter, gitre, dørindfatninger – var udført med stor kærlighed til detaljen.

Øjet bliver hurtigt mæt af skønhed for den, der er så heldig at opholde sig i det historiske byggeri. Men der skete noget i starten af det 20. århundrede. En bevægelse væk fra det skønne og henimod det funktionelle, minimale og ofte uvenlige. Desværre har denne byggestil totalerstattet de foregående årtusinders, og både på landet og i byerne breder den triste æstetik sig. Men hvorfor skete det? Og kan vi gøre noget for at vende udviklingen?

Er der egentlig noget godt ved maskulinitet?

Hvis man spørger tidsånden som den er lige nu, vil den have svært ved at finde på noget. Og det er fatalt for os alle. For drengen og manden i første omgang, men i lige så høj grad for pigen og kvinden.

Feminismens blik på de to køn som gensidigt udelukkende parthavere i et kynisk magtspil er ødelæggende for det vigtigste, vi mennesker deler med hinanden: kærligheden. Og alligevel er der nærmest ingen modreaktion på den kampagne, der fylder medier, akademia og populærkultur nu, som handler om, at manden og dermed også drengen, grundlæggende er et problem, der skal fikses.

Hvad gør det ved drenge at vokse op i en kultur, der dømmer dem forkerte på grund af deres køn? Hvad gør det ved piger at vokse op og se det køn, de skal hente deres livspartner i, tegnet sådan? Og hvad gør det ved de voksnes forhold til hinanden? Hvordan blev det sådan – hvad er de ideologiske forudsætninger for denne kampagne – og er der noget, vi kan gøre for at rehabilitere manden og maskuliniteten?

Et foredrag med udgangspunkt i den filosofiske debatbog, Den Borgerlige Orden. Med kristendommens stille forsvinden har vi fået et nyt evangelium i form af selvrealisering, en søgen efter vores egen særlige vej i livet og dyrkelsen af det unormale.

Det er idéer fra det 20. Århundredes vigtigste filosoffer som Nietzsche, Heidegger, Sartre og Foucault, der kulminerer i moderne identitetspolitik. Fra universiteterne har idéerne plantet sig i den enkelte, formet hans og hendes dybeste overbevisninger og ændret vores kultur og liv radikalt.

Foredraget kan også holdes sammen med Rune Selsing