Med Højskolesangbogen som den håndgribelige historiebog tager jeg tilhørerne med på en rejse gennem 700 års musikalsk historie.
Højskolesangbogen er en unik sangbog. Dens sange dækker næsten hele vores historie. Fra så langt tilbage at den kun akkurat var nedskrevet, og indtil vores egen tid med vores mange sociale kommunikationsformer. Fra middelalderen til modernismen og videre.
I dette fællessangsforedrag synger vi sammen en række sange fra Højskolesangbogen. Gennem disse fællessange bliver vores musikalske historie fortalt på en nærværende og vedkommende måde, og sangene vil samtidig bygge bro ud i en større musikalsk verden.
Udviklingen i det musikalske sprog er i centrum af fortællingerne. Et sprog, der er spændende og anderledes, men som godt kan være ret uforståeligt og tilsløret. Derfor bliver det i dette foredrag behandlet og forklaret.
Der bliver også plads til diverse skrøner og anekdoter om komponister og deres epoker.