Siden antikken har mennesket sat skønhed i centrum for byggeriet. Den vestlige civilisations arkitekturhistorie er præget af storslåede, besjælede og livsbekræftende strukturer.
I antikkens Grækenland fandt vi det store Parthenon, charmerende runde tholos-templer og, vigtigst, her blev de klassiske ordener født. I Rom så vi triumfbuer, Colosseum og Pantheon. Gotikken bød på sirlige, himmelstræbende katedraler, mens renæssancen slog benene væk under os med sin perfekt proportionerede gentolkning af det gamle.
Manierisme, rokoko og barok talte til os med hver deres sympatiske særheder. Nyklassicismen sørgede for at bevare og fornye den lykkelige arv. Selv de funktionelle elementer i denne historie – viadukter, porte, bassiner og, senere, gadelygter, gitre, dørindfatninger – var udført med stor kærlighed til detaljen.
Øjet bliver hurtigt mæt af skønhed for den, der er så heldig at opholde sig i det historiske byggeri. Men der skete noget i starten af det 20. århundrede. En bevægelse væk fra det skønne og henimod det funktionelle, minimale og ofte uvenlige. Desværre har denne byggestil totalerstattet de foregående årtusinders, og både på landet og i byerne breder den triste æstetik sig. Men hvorfor skete det? Og kan vi gøre noget for at vende udviklingen?
