For få år siden kom Spaniens nordøstlige region pludselig på verdenskortet: Catalonien ville være fri, hed det sig. Men ville Catalonien nu også det? Og har landområder overhovedet noget så personligt som en vilje?
Spanien er en af Europas mest decentraliserede stater. Statsmagten er tilbageholdende i sin magtudøvelse. Den catalanske lokalnationalisme er usolidarisk. Men det hørte vi ikke meget om i danske medier under krisen – og hvorfor så ikke det? Fordi staten ikke forklarede sig til den internationale presse, og den internationale presse forsømte selv at sætte sig ind i sagerne.
Sara Høyrup dækkede løsrivelsesforsøget for Magasinet Europa og deltog i debatter i DR Deadline og TV2. Senest har hun oversat bogen De andre catalanere, der udkom på Forlaget Refusenik i 2024.
Hun møder frem overalt i Danmark og fortæller om, hvad det egentlig var, der skete. Og hvorfor det skete – og hvad der kom ud af hele balladen.
Sara Høyrup modgår den populistiske propagandafortælling, der gik sin sejrsgang kloden rundt og lod forstå, at Spanien stadig er et diktatur, og at catalanerne er undertrykte og alle sammen nærer et fælles ønske om at få deres egen stat, og at catalanismen er progressiv, ja, faktisk ræverød. For det er simpelthen ikke sandt.
Der har aldrig været et folkeligt flertal for løsrivelse. Separatisterne repræsenterede ikke alt folket, men regionens supremacistiske borgerskab imod den spansktalende underklasse, der er indvandret fra fattigere dele af landet. En selvstændig catalansk stat tegnede til at blive et skattely med totalitære tendenser, og langt fra alle catalanere var glade ved at blive frataget deres spanske statsborgerskab – og medlemskabet af EU.
Vi skal også høre om den omstridte amnestilov, som nu skal viske tavlen ren og holde regeringen i Madrid ved magten med støtte fra kupmager-catalanister og terrordømte baskiske nationalister. Vi skal høre, hvad der blev af Puigdemont, og hvorfor der pludselig tales catalansk i det spanske parlament. Vi skal høre om, hvordan løsrivelsesforsøget genantændte en splittelse så gammel som tredivernes borgerkrig, der giver genlyd i Europaparlamentet, når rødlilla og blåbrun blok udspiller las dos españas for åbent tæppe.
