Det handler om at finde sine rigtige ressourcer.
Et gammelt mundheld siger: “Hvad du ikke har i hovedet, må du have i benene”. Men det kan også være omvendt.
De fleste maratonløbere træner efter nøjagtige løbeprogrammer, følger kostplaner og tjekker puls. Men det kan også lade sig gøre at gennemføre et maratonløb med ressourcer som fokusering, viljestyrke og tro på sig selv.
Den 24. maj 2000 stod jeg, Henrik Brandt, på en mark 60 kilometer nordøst for Beijing og forrettede min nødtørft. Ved min side stod løbekammeraten Peter Fredberg. Mens vi stod der med spredte ben, fortalte Peter mig, at han senere på året skulle løbe 100 kilometer Bornholm rundt. I mine inderste tanker var diagnosen klar; manden var splitterravende gal. Men min nysgerrighed var vakt, og skæbnen ville, at jeg på en drivende våd septembermorgen side om side med Peter startede fra Nexø på Ultra Marathon Bornholm. Peter havde sagt til mig, at det ikke sidder i benene, men i hovedet. Det kom jeg til at erfare den dag. Da jeg nåede til Hammershus, der var målområdet for maratonløberne, var jeg overraskende frisk. Mit sind var jo kodet til, at jeg skulle løbe 100 kilometer den dag, så for mig var dette et delmål, og jeg var ikke engang nået halvvejs.
Som i så mange andre af livets forhold er problemet ikke nødvendigvis selve problemet, men måden man tænker det på.
Varighed: 1 time.
