Er der egentlig noget godt ved maskulinitet?
Hvis man spørger tidsånden som den er lige nu, vil den have svært ved at finde på noget. Og det er fatalt for os alle. For drengen og manden i første omgang, men i lige så høj grad for pigen og kvinden.
Feminismens blik på de to køn som gensidigt udelukkende parthavere i et kynisk magtspil er ødelæggende for det vigtigste, vi mennesker deler med hinanden: kærligheden. Og alligevel er der nærmest ingen modreaktion på den kampagne, der fylder medier, akademia og populærkultur nu, som handler om, at manden og dermed også drengen, grundlæggende er et problem, der skal fikses.
Hvad gør det ved drenge at vokse op i en kultur, der dømmer dem forkerte på grund af deres køn? Hvad gør det ved piger at vokse op og se det køn, de skal hente deres livspartner i, tegnet sådan? Og hvad gør det ved de voksnes forhold til hinanden? Hvordan blev det sådan – hvad er de ideologiske forudsætninger for denne kampagne – og er der noget, vi kan gøre for at rehabilitere manden og maskuliniteten?
