At blive ældre er et uundgåeligt livsvilkår. I vores kultur oplever endda rigtig mange at komme op i en rigtig høj alder, ikke mindst takket være et veludviklet sundhedssystem og bedre arbejds- og levevilkår.
Det at blive ældre kan rumme øget modenhed, erfaring og livsvisdom – og det kan rumme nye muligheder og nye aktiviteter, da den modne alder ofte giver en større frihed på det tidsmæssige plan end de forrige livskapitler.
Men det kan også være en udfordring og en smerte, at man går mod livets afslutning. Man smager måske på færre kræfter, ny sårbarhed, tab i omgangskredsen m.v.
Måske ængster man sig også for fremtiden, og om hvordan det skal gå, hvis man bliver svagere og hjælptrængende, eller hvis man mister sin eventuelle ægtefælle. Og de store eksistentielle spørgsmål melder sig også ofte på en ny måde i denne livsfase. Og samtidig har man et langt liv at tænke tilbage på – hvor man dels kan glædes over ting, man har oplevet, og dermed fyldes af taknemlighed, men hvor smerter og måske bitterhed også kan titte frem.
Der er stor forskel på, hvornår folk oplever sig gamle, og der er også forskel på, hvornår folk går på pension. Meget afhænger af hvordan helbredet og kræfterne er, når man kommer op i årerne.
Selv blev min far 100 år, og min farmor 108 år. Begge fik lov til at bevare klarhed og vitalitet til det sidste. Det er en gave og bestemt ikke en selvfølge.
De fleste begynder det nye livs kapitel, når de er mellem 60 og 70 år. Og det vil sige, at rigtig mange ældre kan være i den livsfase i rigtig mange år – derfor er det omtalte tema relevant for mange.
I foredraget vil der være en opmuntring til dels at se realistisk og barmhjertigt på sin livssituation og samtidigt en opmuntring til at bruge sine evner og erfaringer, som man har høstet igennem hele livet, og dermed være med til at fremme livsmod, livsglæde og visdom hos sig selv og andre.
