Velfærdsstatens skyggeside er den totalitære fristelse, der ligger i klientgørelsen af borgerne. Det ses klarest på “børneområdet”: Børnene er en ressource, der ikke må gå til spilde. Forældrene er nogen, som staten ikke kan stole på. Borgerne opfordres til at angive hinanden – gerne anonymt. Retssikkerheden er fraværende.
Det skaber utryghed og en reel risiko for justitsmord på kærlige og kapable forældre. Børn mister deres allervigtigste relationer, når kommunen tager over. Tilknytning tror man kan erstattes med fremmede. Samarbejdet mellem børnefamilierne og børneinstitutioner og skoler præges af de professionelles pligt til hellere at anmelde ti for mange end én for lidt. Udgrænsningen af de forkerte familier markerer grænserne for en nærmest klaustrofobisk normalitet, hvor der er én og kun én rigtig måde at være familie i Danmark.
Kollektiv angst for alt det grumme, der kan gå for sig i familiens skød, har frit spil, fordi den kritiske sans er sat ud af spil. Systemet lukker sig om sig selv, og kæreinstanserne er irrelevante.
Kan vi gøre det anderledes?
