Velfærdsstatens skyggeside er den totalitære fristelse, der ligger i klientgørelsen af borgerne. Jo mere afhængige vi er af staten i alle dens afskygninger, des mere er vejen banet for magtudøvelse langt ind i vores privatliv.
Det ses klarest på “børneområdet”: Børnene er en ressource, der ikke må gå til spilde. Forældrene er nogen, som staten ikke kan stole på. Borgerne opfordres til at angive hinanden – gerne anonymt. Fagfolk omkring børnene forpligtes med trusler om fængselsstraffe til finde på noget at melde om. Retssikkerheden er fraværende, og sagsbehandlerne forstår sig selv som de gode, alt imens de udøver en skånselsløs magt over andre mennesker.
Det skaber utryghed og en reel risiko for justitsmord på kærlige og kapable forældre. Børn mister deres allervigtigste relationer, når kommunen tager over. Tilknytning tror man kan erstattes med fremmede. Samarbejdet mellem børnefamilierne og børneinstitutionerne præges af de politiske instrukser om hellere at anmelde ti for mange end én for lidt. Udgrænsningen af de forkerte familier markerer dydens smalle sti i en nærmest klaustrofobisk normalitet, hvor der er én og kun én rigtig måde at være familie i Danmark.
Der er frit spil for en kollektiv angst for alt det grumme, der kan gå for sig i familiens skød bag lukkede døre, fordi den kritiske sans er sat ud af spil. Systemet lukker sig om sig selv, og kæreinstanserne er kun til pynt.
Kan vi gøre det bedre?
