En spændende og underholdende introduktion til de musikalske virkemidler, der tilsammen udgør det musikalske fundament, der bærer både de kendte og de mere ukendte salmer i salmebogen.
Salmebogen er fuld af fantastiske ord, og tilhørende dejlig musik.
Og den er samtidig sangbogen, der af mange bruges ved de store begivenheder i livet: Dåben, konfirmationen, brylluppet, begravelsen … og juleaften.
Den er kirkens sangbog, der med sine tekster akkompagnerer bønnerne, læsningerne fra Bibelen og prædikenen.
Og så er den samtidig fuld af sange, som rigtig mange mennesker kender.
Til dette fællessangsforedrag vil vi sammen synge en række både nyere og ældre salmer. Og dem vil jeg bruge til at føre deltagerne gennem de musikalske virkemidler vi bliver udsat for i fællessangen, og derved fortælle om det både ret konkrete, men samtidig lidt vanskeligt forståeligt sprog, som musikken kan være.
Og for at sætte salmebogens musik ind i rette sammenhæng, vil der også komme afstikkere ud i den større musikalske verden.
Man kan sagtens deltage i dette fællessangsforedrag uden at være helbefaren salmesanger.