Der er gået 40 år, fra de 40 onde år tog slut, da den nationalkatolske diktator sov stille ind. Hvordan kan det da være, at det for få år siden lykkedes at binde alverden på ærmet, at Spanien er et fascistisk diktatur, og at “Madrid” hersker uindskrænket og magthaverisk ud i alle landets hjørner og kroge?
Spanien er en moderne retsstat – på nogle områder med bedre retssikkerhed og mindre totalitære tendenser end Danmark. Det imaginære Spanien passer bare bedre ind i forsimplede og forhastede mediefortællinger og en orientalisme vendt på siden: Vi vil så gerne have, at der stadig findes tilbagestående steder derude, som vi nyfigent kan gæste og prise os lykkelige over, at vi ikke selv lever i.
Men faktisk udhules centralmagten i Spanien af en tilbageholdenhed over for at løfte statslige opgaver ude i regionerne, for tænk nu hvis man kom til at minde om Franco. Pendulet svingede allerede i 1979 over til en decentralisering så stor, at det under covidpandemien var svært at koordinere sundhedsindsatsen.
Samme decentralisering gør det muligt for lokalnationalisterne i de mest selvhævdende regioner nordpå at udgrænse det spanske sprog fra al offentlig kommunikation og fra undervisningssystemet. Dissidenter klager forgæves over, at nationalisterne bruger skolerne som patriotfabrikker lige fra vuggestue til universitet, og centralregeringen holder sig ved magten med støtte fra terrordømte baskere og kupmagere fra Catalonien.
Magasinet Europas spanienskorrespondent 2017–21 fortæller om det virkelige Spanien. Sara Høyrup er uddannet i politisk journalistik fra Universitat Pompeu Fabra og har studeret spansk litteratur på Universitat de Barcelona og film på Universidad de Sevilla.
