Hvor mange spiselige dyr findes der i havet omkring Mols? Tøffelsnegle, tanglopper, søstjerner, østers, blåmuslinger, strandsnegle, strandkrabber, rejer og hesterejer har jeg samlet og smagt – men hvordan samler man hjertemuslinger, sandmuslinger og
knivmuslinger – og hvordan smager de? Og hvad med de underlige dyr som vandmænd – hvordan tilberedes de bedst – og hvordan smager de?
Kan man finde Molboøsters – verdens længstlevende dyr – her? Hvorfor hedder den Molboøsters – og hvordan kan den blive 507 år gammel?? Og hvilke andre dyr kan noget helt særligt – som de smukke, selvlysende dræbergopler – som tilhører verdens ældste dyregruppe – ribbegoplerne. Hvorfor hedder de dræbergopler – er de overhovedet farlige? Eller tangnålen – som kan skifte farve – og er i familie med søhesten! Eller vandmanden som bruger den samme kropsåbning til at indtage føde og komme af med afføring – for at sige det direkte så skider den ud af sin egen mund! Og hvad med de giftige dyr som brandmand og fjæsing (som smager rigtig godt røget) – hvor stærk er deres gift – og hvad gør man hvis man er blevet brændt eller stukket?
Og så har jeg ikke engang nævnt tangen og alle fiskene – som f.eks. den invasive sandkutling – eller alle havfuglene – som mågerne der laver stepdans eller tager hætte på om foråret – eller skarven med de flotte, dinosauragtige, grønne øjne og fjer der skal tørres mellem hver svømmetur – eller de eventyrlige, smukke svaner – eller de legesyge marsvin og sælerne.
Der er et hav af smag, oplevelser – og dyr med X factor – lige her i området. Jeg fortæller om det hele – rundt om bålet – og der bliver smagsprøver – men om det bliver tanglopper, tang, vandmænd eller noget helt fjerde vil vise sig.