Mennesket er en synder! Er en ubehagelig sandhed de færreste orker at forholde sig til i dag. Og måske fordi vi har mistet forståelse af hvad synd er, da affærdiges arvesynden som noget vi har lagt bag os, udviklet os fra – ja, som et udtryk for gammeldags, middelalderlig, moraliserende og undertrykkende kristendom, som gamle sure hvide mænd taler om. Men altså – arvesynden angår os alle sammen – også i en særlig påtrængende grad. Dog er det som om modernitetens humanistiske ærinde er lykkes, nemlig at få bugseret den væmmelig synd ud af samfundet – og frikende mennesket fra arvesynden. For jeg tror det gælder for mange mennesker af i dag, at den urimelig og uretfærdige tanke om at man har arvet en synd ikke siger dem så forfærdelig meget. Jeg er helt overbevist om, at det moderne menneske trænger til at begynderkursus i synd. For måske kunne man forestille sig den helt vilde tanke, at ”synd” i virkeligheden er et nådigt begreb? Noget der frisætter og aflaster os? At det gør os godt at erkende os selv som syndere?
