Hans farvel-digt til denne verden lyser af hans kærlighed til den.
I Thomas Kingos salmer mødes lys og skygge i evig duel. Det gjorde de også i hans egen dybt sammensatte personlighed. Den karismatiske, kvindeglade og ærgerrige væversøn fra Slangerup endte som både biskop og adelsmand og fik oven i købet lov til at opleve den store kærlighed to gange i livet.
Som digter lagde han ud i den muntre, livsnære, til tider stærkt erotiske, genre og udviklede sig derfra til den oplyste enevældes fremmeste fyrstedigter med storladne hyldestdigte til både monarken selv, Griffenfeld og andre af tidens magthavere. Sideløbende arbejdede han på de salmer, han er kendt for i dag.
I den forbindelse er Thomas Kingo ophavsmand til et af verdens største farvel-digte til denne verden, ”Keed af Verden, kier ad Himmelen”. Gennem hver eneste strofe med bundlinjen: ”Forfængelighed, forfængelighed” fornemmer man, at dette digt umuligt kunne være skrevet af et menneske, der kun var mådeligt glad for livet her i denne verden.
