– er åbne parforhold next step?
”Til døden os skiller”. Sådan sluttes de fleste ægteskabsløfter, men mange parforhold slutter af helt andre årsager. Som f.eks. tomgang. Det kan være svært at holde fast i hinanden i en samtid, hvor det at ”mærke sig selv” og at ”realisere sig selv” bliver mere og mere centralt i forståelsen af et godt liv.
Sarah Warny Bergs foredrag er et smukt portræt af kærlighedens væsen. Med rørende beskrivelser fra hendes egen rejse fra den evigt udeblivende ”Eneste Ene” til pludselig at befinde sig som en del af et åbent parforhold, sætter hun kærligheden i perspektiv; Er kærligheden kun stor, hvis den varer ved? Og når nu vi ønsker alt godt for vores elskede, hvorfor er mere kærlighed fra andre partnere ikke en del af pakken for de fleste?
Foredraget er ikke en forsvarstale for det åbne parforhold, for som Sarah vil vise os, kan åbenheden medføre et væld af konfrontationer med éns skyggesider. Spørgsmålet er, om man er villig til at mærke de svære følelser, der kan være forbundet med at give den anden fri og det tab af kontrol, der ligger i det. Lige så vel som spørgsmålet også er, om man er villig til at kontrollere sig selv og en anden gennem et helt liv, hvis lysten til at mærke nye sider af sig selv opstår med en tredje person?
Book dette foredrag, hvis du interesserer dig for nuancerne i kærlighedens væsen. Du behøver ikke selv være nysgerrig på åbne forhold. Du bliver taget med ind i et samtidsbillede, hvor Sarah viser os kærlighedens betingelser i dag og hun inddrager blot sine egne erfaringer for på tankevækkende vis at illustrere, hvilen kompleksitet der ligger i det, vi kalder kærlighed.