Foredraget Danskernes mad er baseret på Anne Glads bog af samme navn. Det er ikke det nye nordiske køkken eller smukke palæoretter på Instagram, det handler om.
Anne Glads portræt af dansk madkultur er nemlig baseret på data fra analysevirksomheden Nielsen og dermed alt det, som vi i virkeligheden lægger i indkøbskurven.
Et veloplagt, overraskende debatindlæg om en nation, der mest dyrker sundhed i kosten to uger i januar, og hvor klassikere som Stryhns og 3-Stjernet ryger i indkøbskurven. Ikke mindst på baggrund af en organiseret tilbudskultur. Det er historierne bag nogle af vores mest kendte mærker som Rynkeby, Tulip og K-Salat. Og det er alle de små forskelle mellem de danske regioner, når det kommer til danskernes mad.
Danskerne og den store helsebølge.
Danskerne er nogle usunde tyksakker – og nogle fanatiske helsefreaks.
Begge dele afspejler en sandhed. Den vestlige verden er midt i en sundhedsmegatrend, og ganske mange er snotforvirrede over de hundredevis af forskelligrettede budskaber, vi hele tiden bliver oversvømmet af. Usikkerhed avler forbrug, og i dette foredrag guider Anne Glad rundt i nogle af de mest populære, mest vanvittige og mest underholdende sundhedstrends, vi oplever i disse år – og hvad vi kan forvente i fremtiden
Hippiedrøm eller fremtidens virkelighed?
Nye forretningskoncepter som Airbnb, Uber, GoMore og Resecond har de seneste ti år været på fremmarch. Koncepterne er baseret på deleøkonomi. Helt almindelige mennesker er begyndt at leje deres ejendele ud eller leje andres. Hvad betyder det mon for samfundet, at vi begynder at dele tingene med hinanden, i stedet for vi skal eje hver vores eksemplar? Måske kommer vi i fremtiden alle til at være mikroentreprenører?
I dette foredrag forklarer Anne Glad nogle af de basale tanker og principper bag deleøkonomien, og viser overraskende og tankevækkende eksempler.
Den danske befolkning går op i bæredygtighed. Når vi snakker om bæredygtighed, så er det ofte klimaet og klodens ressourcer, der er fokus for samtalen.
Emner som ligestilling, fornuftige arbejdsvilkår og beskyttelse af verdens fattige fordufter ofte i dialogen. Så alt imens nogle virksomheder arbejder på at implementere FN's verdensmål i deres strategi, så stiger forvirringen hos forbrugerne. Det er svært at finde rundt i, hvad de bæredygtige valg er.
I foredraget rydder Anne Glad op i begreberne og præsenterer nogle forskellige perspektiver på bæredygtighed.