Bettina Gejbøl stiller skarpt på det kaos, der kan opstå, når man bliver sat i en forkert boks. I foredraget “Bogen der kunne have været anderledes” deler hun ærligt og personligt ud af sin rejse fra en borderline-diagnose, der aldrig føltes rigtig, til en ny forståelse – og en ny diagnose: ADHD.
Med både sårbarhed og styrke fortæller Bettina om de mange år med fejlbehandling, stress og angst, og hvordan det har påvirket hendes liv og familie. Hun stiller de svære – men vigtige – spørgsmål: Hvad hvis diagnosen havde været korrekt fra starten? Ville livet så have set anderledes ud? Ville hun have haft mulighed for at passe et ordinært arbejde?
Det her er ikke kun et foredrag om psykiatri og diagnoser. Det er et foredrag om at finde sig selv midt i systemet, om at blive hørt – og om de konsekvenser det har, når man ikke gør det. Bettina Gejbøl formår at gøre tunge emner menneskelige og nærværende, og hendes fortælling åbner op for refleksion, dialog og forståelse.
Bettina formoder at skabe et trygt og støttende rum, hvor publikum ofte sidder efterfølgende og har en snak omkring eget liv.