Bjørn Thomassen giver her et historisk syn på nutiden.
Danmark er kendt som et af de mest sekulariserede lande i verden. Folk går mest i kirke, hvis de skal have ordnet et ritual eller skal slå en time ihjel, mens anden langtidssteger om eftermiddagen den 24. december. Men hvordan og hvorledes er Danmark egentlig blevet sekulært? Hvordan hænger stat og kirke sammen? Kender vi overhovedet vores egen religionshistorie?
Religion og tro kan være svær at få øje på i dag – men måske lever religionen videre uden for officielle dogmer?
Og hvad betyder den danske tilgang til religion og sekularisme for vores forståelse for andres måder at leve troen på?
Varighed: 90-120 minutter.
Hvilken rolle spiller paven i vores tid?
I Danmark kender man mest paven via en række negative stereotyper: Gamle, umoderne mænd, der går klædt i mærkeligt tøj og er imod abort, kondomer, homoseksuelle ægteskaber og kvindelige præster.
Men hvilken rolle spiller Paven – inden for den katolske kirke og uden for? Hvad står paven egentlig for, ud over de ting han siger ”nej” til?
De sidste tre paver har på hver deres vis været vigtige stemmer i den globale samfundsdebat og på et helt andet plan, end vi kender til det i Danmark: Paul Johannes 2., Pave Benedikt den 16. og Pave Frans 1.
Hør Bjørn Thomassen diskutere nutidens paver som samfundsdebattører, med fokus på filosofi, etik og global politik.
Varighed: 90-120 minutter.
Hvorfor er vi så mærkelige?
Som de fleste andre mennesker i verden, anser danskere deres måde at opføre sig på som helt og aldeles naturlig. Men der er intet naturligt ved vores adfærd: den er kultur-lig, og ganske eksotisk, set med fremmede øjne. I dette foredrag analyserer Bjørn Thomassen på humoristisk vis kultur og adfærdsmønstre i Danmark.
Fokus vil være på hverdagslivets forunderligheder og et forsøg på at besvare alle spørgsmålene om os:
- Hvordan taler vi til hinanden?
- Hvordan opfører vi os i det offentlige rum?
- Hvordan står vi i kø i supermarkedet?
- Hvordan spiser vi? Hvad er tabubelagt – og hvad er ikke?
- Hvorfor siger vi som den eneste stammekultur i verden ”tak for sidst”, når vi nu ikke har et ord for ”please”?
- Er vi virkelig ”verdens lykkeligste folk”? Og hvorfor dekorerer vi vores køleskab med dupper og dimser?
Varighed: 90-120 minutter
Den europæiske krise i historisk perspektiv.
Lige siden 1992, da Danmark stemte nej til Maastricht-traktaten og dermed satte spørgsmålstegn ved hele det europæiske projekt, har vi snakket om en ”europæisk krise”. Denne krise er i de seneste år blevet stadig mere udtalt og dramatisk, og den har antaget kulturelle, politiske og økonomiske dimensioner, de færreste havde forudset.
Er Europa ved at falde fra hinanden? I et forsøg på at forstå nutidens udfordringer trækker Bjørn Thomassen i dette foredrag paralleller mellem nutidens europæiske krise og den historiske periode, der udspillede sig mellem de to verdenskrige, fra 1918 til 1939. Lighederne er mere skræmmende, end man kunne frygte.
Varighed: 90-120 minutter.
For meget familie, for få børn!
Der er for tiden – som altid – meget fokus på den krise, der har ramt italiensk økonomi og politik. Under overfladen lurer en anden udfordring, som kan vise sig af afgørende betydning: familien og reproduktionen af det italienske samfund.
Den italienske familiestruktur har længe været under forandring. Men hvordan, hvorfor og med hvilke konsekvenser? Og hvordan kan man sammenligne familie og slægtskabsforhold i Italien med danske forhold?
I dette foredrag kommer Bjørn Thomassen med nogle svar.
Varighed: 90-120 minutter.
Reformationen er en af de vigtigste perioder i Vestens historie, måske den vigtigste af alle. Den lutherske reformation satte et afgørende præg på det danske samfund – religiøst, kulturelt, politisk, socialt. Men hvad skete der egentlig under Reformationen i Danmark? Og hvordan kan vi i dag, 500 år efter, forstå Reformationen og dens konsekvenser?
I dette foredrag fokuserer Bjørn Thomassen dels på Reformationen som historisk begivenhed, dels på Reformationen som den af eftertiden er blevet gjort til (national) myte.
Foredraget stiller skarpt på en række forestillinger om lutherdommen og Reformationen som, præger den danske debat i dag:
- at Reformationen blev indført i Danmark på fredelig vis
- at Reformationen førte til lighed og retfærdighed
- at Luther lærte os at adskille religion fra politik
- at Reformationen hjalp demokratiet på vej
- at Reformationen førte til tolerance og dermed kan kobles til det ”danske frisind”
- at Reformationen hjalp de moderne videnskaber på vej
- at Reformationen førte til den moderne arbejdsetik
Ved at vende disse forestillinger på hovedet vil vi også rejse et spørgsmål, som alt for sjældent bliver stillet i Danmark: Hvad gik der tabt med Reformationen?
Varighed: 90-120 minutter med plads til debat.
"De er skøre, de romere," sagde Asterix. Men det gælder stadig.
Nu kan I høre hvorfor og hvordan, når antropolog Bjørn Thomassen tager os med på en underholdende rejse i den romerske nationalkarakter. Hvad bygges der, handles der, køres og parkeres der? Hvad er romernes forhold til lovlighed og – især – ulovlighed? Og hvordan lever og opfører romerne sig i deres by i en globaliseret verden?
Bjørn Thomassen lukker døren op til det moderne Rom. Han har boet mange år i byen, og han formidler sin store indsigt i og viden om den med facts og humor til sit publikum.
Varighed: 90-120 minutter.