Flemming Jensen holder fast i, at disk kultur ikke kun trives i nicher. Han insisterer på, at tingene hænger sammen – at en lille, smal forestilling på en intimscene i København ikke er finere end en glad sommerrevy i Sønderborg. Blot anderledes.
Hør ham fortælle om tilblivelsen af successer som Spindoctor, musicalen Let’s Kick Ass, NISSEBANDEN både som tv-serie, bog og musical, JENSEN tonajt, romanen og komedien Mogens og Mahmoud, Grønlandsromanen ímaqa, de mange års samarbejde og venskab med Jesper Klein, skabelsen af Østergaard & Jensens Store Hundeshow, der i dag er Søren Østergaards helt eget Zirkus Nemo, om alle de projekter, der aldrig blev til noget – og helt aktuelt om den nye, danske teaterversion af Javel, hr. minister!
Et livgivende kulturelt pust på tværs gennem genrer og årtier. Kultur kan ytre sig på så mange forskellige måder, men er dybest set et spørgsmål om identitet.
Kultur er for mange blevet til adspredelse, men er egentlig bedst egnet til koncentration – og hvis Danmark efterhånden er blevet multikulturelt, er det godt, at vi har kulturen. Den kan samle os, fordi forskelligheder primært er underholdende.
Munterheden er ledetråden gennem halvanden times fortælling om sammenholdskraften i vort land. Ikke uden kanter og bestemt ikke uden brod – men præget af, at foredragsholderen har arvet Jesper Kleins valgsprog: INTET UDEN MILDHED