Jannie Petersen (f. 1956) er daglig leder af Hotellet, der drives af tidligere stofmisbrugere. Hun var tidligere medlem af Rådet for Socialt Udsatte under Socialministeriet og behandler for indsatte stofmisbrugere i Horserød Statsfængsel. Hun har holdt foredragsrækker med Anne Marie Helger og modtaget Anker Jørgensen-prisen for sit arbejde for socialt udstødte.
Men sådan har det ikke altid været. Jannie har været udsat for overgreb, fra hun var ganske ung, hjemløs, stiknarkoman i et kvart århundrede, HIV-smittet og en af de mange gadeprostituerede, der desperat trawler Istedgade i København for nye kunder og penge til endnu et fix.
Men uanset omstændighederne har Jannie altid været et usædvanligt varmt menneske med et stort socialt engagement.
Jannies liv er beskrevet i bogen “Min egen værste fjende”, som også er titlen på hendes foredrag.