Det tog fart midt i 60’erne og klingede ud midt i 70’erne. Genrerne blev blandet, kunstarterne mødtes, og der opstod unægtelig sød musik. Meget af det lever endnu.
Erindringer og anekdoter fra en særlig tid. Historier om Burnin Red Ivanhoe, POEX 65, Otto Leisner, Peter Belli, Peter Ingemann, Freak Brothers, Secret Oyster, Frank Zappa og det, mange erindrer som en vild og i hvert fald meget kreativ tid. Og lidt fra tiden, der fulgte.
Karsten Vogel formidler med dette foredrag erindringer og betragtninger om musik og musikliv fra de mere end 50 år, han har været aktiv på den danske og den internationale scene som musiker, orkesterleder og komponist. De mange år som programvært i Danmarks Radio og her ikke mindst med det legendariske ”De ringer, vi spiller –” har skærpet hans sans for formidling. Og der er nok at tage af: Det er både nærværende, vedkommende og morsomt.
Fortællingerne blandes med et par stykker musik, hvor Karsten Vogel på sine saxofoner virkeliggør visionerne.
Varighed: 1-2 timer.
Der vil være plads til spørgsmål og åben samtale.