Kasper Green Larsen er Professor ved Datalogi, Aarhus Universitet, hvor han til daglig leder forskningsgruppen indenfor Algoritmer og Kunstig Intelligens (AI/Maskinlæring). I sin forskning udvikler Kasper, og hans forskningsgruppe, nye metoder og algoritmer til at forbedre kvaliteten og hastigheden af kunstig intelligens, maskinlæring, og dataanalyse. Ved universitetet underviser han desuden i AI og i algoritmer der bruger tilfældighed (slår med terninger) til at gøre dataanalyse hurtigere.
Kasper har modtaget en række danske og internationale priser for sin forskning, inklusiv Presburger prisen, som gives årligt til 1 eller 2 forskere i verden på maks. 35 år. Prisen gives for ”fremragende bidrag indenfor teoretisk Datalogi”. Kasper har også modtaget adskillige priser for bedste forskningsresultat ved top-konferencer indenfor AI, Algoritmer og Kryptografi, Hartmann Fondens Diplompris, Aarhus Universitets Ph.D. pris, et EliteForsk rejsestipendie og et Google Ph.D. Fellowship. Han er en ledende figur indenfor sit forskningsfelt, og er bl.a. hovedarrangør af den største europæiske konference indenfor algoritmer, ICALP, i sommeren 2025, han er hovedansvarlig for det videnskabelige program for verdens største algoritmekonference, SODA, i 2026, og er editor ved de to mest prestigiøse tidsskrifter indenfor teoretisk Datalogi, JACM og SICOMP.
Han afholder jævnligt foredrag ved verdens bedste universiteter, såsom Princeton, MIT, Yale og UC Berkeley, og har skrevet forskningsartikler med over 100 forskere fra hele verden. Han har under sin Ph.D. uddannelse studereret et halvt år ved Princeton, og har sidenhen været gæsteforsker ved UC Berkeley. Han er desuden den (til dato) yngste Professor udnævnt ved Aarhus Universitet.
Kasper har et stort engagement i formidling, hvor han ud over sin undervisning på Aarhus Universitet, bl.a. har afholdt Offentlige Foredrag i Naturvidenskab, som live-streames til over 10.000 tilskuere, han har udviklet et fritidsprogram indenfor Matematik og Datalogi til skolebørn over hele landet (med Videnskabsklubben), deltaget i flere Podcasts og radiointerviews, afholdt foredrag for Videnskabernes Selskab, og afholder jævnligt foredrag for Akademiet for Talentfulde Unge og Folkeuniversitetet. Kasper har desuden modtaget prisen som årets underviser ved Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet.