Marie Høgh

– et mosaikforedrag om den moderne kærligheds væsen.

Der er meget kærligheden skal kunne i dag. Måske også for meget. Vi fordrer meget af kærligheden, der altid går igennem et fejlbarligt menneskehjerte. Og her tænker Marie ikke kun på kærligheden mellem to elskende – men enhver relation båret af kærlighed. Marie tror, vi trænger til at sætte kærligheden – og dermed os selv – lidt fri.

Oplev ti mosaiksten om kærligheden i dag  – og lad dem reflektere i tidsånden og i dit eget lille liv, med alt det som livet er.

De ti mosaikker er:

1. Forelskelse
2. Kærlighedens bånd – ægteskab
3. Den lyssky kærlighed – kærlighedsaffæren
4. Kærlighedens ophør -skilsmisse
5. Sorg som kærlighed – at elske en afdød
6. Kærligheden til sit barn
7. Kan man virkelig elske sine bonusbørn?
8. Kærligheden mellem børn og forældre
9. At elske sig selv først
10. Kærligheden fra begyndelsen

Helt overordnet er lovprisningen af aktiv dødshjælp er en suspendering af det kristne menneskesyn og af alt hvad vi har bygget vores vestlige civilisation på. Debatten om aktiv dødshjælp er én af de allermest skelsættende, afgørende og afslørende etiske debatter i nyere tid – af to årsager: Dels fordi arsenalet af argumenter imod aktiv dødshjælp er så stort – dels fordi argumenterne for aktiv dødshjælp giver et temmelig præcist signalement af vores tid, af tidsånden og åbner for følgende – og mange flere – spørgsmål:

• Hvad er en værdig død – og menneskets værdighed?
• Hvad med individets ret til selvbestemmelse?
• Hvordan håndterer det moderne menneske lidelsen?
• Hvad sker der, når vi mister retten til at ligge hinanden og samfundet til last?
• Hvordan skal vi lære at vise barmhjertighed, når de lidende, svage, syge og handicappede skal udrenses fra samfundet?
• Hvad er forskellen på et kristent og humanistisk?
• Hvordan kan en humanistisk tænkning skabe et brutalt samfund?
• Hvad sker der med et samfund, når vi allierer os med døden?
• Hvordan kan vi retfærdiggøre, at aktiv dødshjælp reelt set er en overtrædelse af det femte bud ”du må ikke slå ihjel.”?

Det vestlige, moderne menneske –  børn, unge og voksne mistrives som aldrig før: Ensomhed, søvnløshed, stress, depressioner og  følelsen af utilstrækkelighed. Alle taler om det, men ingen ved helt hvor mistrivslens onde rod skal findes – og buddene er mange – alt efter hvilken alder vi befinde ros i:

Arbejder vi for meget? Er det mon for store krav i skolesystemet, karakterræs, for høje forventninger til de unge fra samfundet, fra forældrene, fra kammeraterne og fra dem selv – den såkaldte præstationskultur? Er vi ved at segne under perfekthedskulturen? Er det institutionaliseringen, der bærer skylden? De mange brudte og sammenbragte familier – skilsmisser og rodløshed? Eller har vi glemt, der hører en vis portion lidelse til det at være menneske? At der findes en skævvridning inden i os – der aldrig rettes ud. Der er et misforhold i sjælen, der aldrig falder på plads. En mislyd, en tone der ikke stemmer. En klang, der er brudt – som vi ikke kan hele? Og er det i virkeligheden åndelighed, tro, sammenhæng og mening vi længes efter?

Mennesket er en synder! Er en ubehagelig sandhed de færreste orker at forholde sig til i dag. Og måske fordi vi har mistet forståelse af hvad synd er, da affærdiges arvesynden som noget vi har lagt bag os, udviklet os fra – ja, som et udtryk for gammeldags, middelalderlig, moraliserende og undertrykkende kristendom, som gamle sure hvide mænd taler om. Men altså – arvesynden angår os alle sammen – også i en særlig påtrængende grad. Dog er det som om modernitetens humanistiske ærinde er lykkes, nemlig at få bugseret den væmmelig synd ud af samfundet – og frikende mennesket fra arvesynden. For jeg tror det gælder for mange mennesker af i dag, at den urimelig og uretfærdige tanke om at man har arvet en synd ikke siger dem så forfærdelig meget. Jeg er helt overbevist om, at det moderne menneske trænger til at begynderkursus i synd. For måske kunne man forestille sig den helt vilde tanke, at ”synd” i virkeligheden er et nådigt begreb? Noget der frisætter og aflaster os? At det gør os godt at erkende os selv som syndere?

Skal omskæring forbydes? Skal (juridisk) kønsskifte for børn tillades? Hvor skal abortgrænsen gå? Skal vi selv bestemme over vores død? Skal sæddonoranonymiteten ophæves? Skal filosofikum og dannelse genindføres? Og hvad stiller vi iøvrigt op med den snigende islamisering af den vestlige verden? – Disse og utallige andre etiske og kulturelle spørgsmål i samfundsdebatten med ideologiske og politiske argumenter fra højre og venstre. Men vi farer vildt i argumenterne og diskussionerne, hvis ikke vi hele tiden besvarer spørgsmålene ud fra en kristen fortælling om hvad et menneske er.

Med Grundtvigs teologi som udgangspunkt og omdrejningspunkt skal vi finde ud af hvad mennesket i verden er og hvor sammenviklet, hvor underfuldt mennesket er. En orm, en Gud? En Orm-Gud? Eller himlens og jordens samavlede børn med et hjertespejl af dunkle rav.