Kunstner og jurist Martin Martensen-Larsen har i mere end 20 år beskæftiget sig med den amerikanske dødsstraf og i den forbindelse bl.a. udgivet en bog, været med til at lave en dokumentar, skrevet artikler, korresponderet med fanger på dødsgangen i mere end 15 år, besøgt dødsgangen, holdt foredrag og lavet en række kunstprojekter som har vakt opsigt i både ind- og udland.
I dette foredrag vil Martensen-Larsen fortælle om den aktuelle situation i USA ift. dødsstraffen og gennem 3 specifikke nedslag om emnet fortælle, hvordan han har grebet emnet an gennem kunsten. Fx solgte han i 2011 fem billetter til en henrettelse i Texas. Det fik massiv medieomtale i Danmark og i flere lande i udlandet, som ikke kunne forstå hvad danskeren havde gang i. Hør bl.a. om den historie og om hans seneste kunstprojekt som forventes færdig i juni i år.
Varighed: ca. 1 time