Pia Fris Laneth

En dramatisk og vedkommende beretning om kvinder, der satte livet ind for Danmarks frihed.

Der er lavet metervis af film og skrevet side op og side ned om de tusinder af danske modstandsfolk, som satte livet på spil i kampen mod den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig. Men først med Laneths og Vilstrups tv-serie “Danske Kvinder i Modstandsbevægelsen” fik kvindernes indsats hovedrollen i en film om den danske modstandsbevægelse.

Under besættelsen blev flere end 700 danske kvinder interneret af nazisterne i Frøslevlejren. Nogle deltog i sabotage af jernbaner og fabriksanlæg. Andre transporterede våben, var logiværter for jødiske flygtninge og faldskærmsfolk, eller de opsporede stikkere og fremskaffede falske identitetskort. Atter andre trykte og uddelte illegale blade og bøger. Pia har interviewet 16 kvinder, som fortæller om frygt og mod, om etiske dilemmaer og svære valg, om angsten for Gestapo, om kammerater, der blev stukket og henrettet eller døde i tyske koncentrationslejre.

I forbindelse med foredraget viser Pia meget gerne uddrag af serien.

– Grundlovsdag blaffer Dannebrog for hendes uægte søn

5. juni 1849 dyppede Frederik d. 7. sin fjerpen i blæk og underskrev Danmarks første Grundlov, som afskaffede Enevælden og indførte Folkestyret.
Præcis otte år tidligere, den 5. juni 1841, var en vis jomfru Louise Rasmussen på diskret ophold i Flakkenbjerg på Sjælland. Her fødte hun en søn uden for ægteskab. Barnefaderen var Carl Berling, bogtrykker, avisudgiver og en af tidens mest kendte mænd. Carl Berlings mor – enkefrue – spændte ben for sønnens forhåbninger om ægteskab med barnemoderen, der tjente til livets ophold som figurantinde ved det kgl. Teaters balletkompagni. Berling vedkendte sig faderskabet til drengen, som blev døbt Frederik Carl Christian Louis Berling. Det står skam i kirkebogen. Han betalte også den familie, som drengen voksede op hos.

Og sammenhængen mellem den ene og den anden 5. juni?
Ja, Carl Berlings bedste ven hed Frederik, han var kronprins, og de to havde været soldater sammen. Da Carl ikke selv kunne gifte sig med jomfru Rasmussen, så introducerede han behændigt de to for hinanden. Kronprinsen havde haft uheld i kærlighed, to gange var han blevet gift med en prinsesse og begge gange var ægteskabet endt med at prinsessen forlangte skilsmisse på grund af prinsens druk og vold.
Med Frederiks og Carls hjælp etablerede Jomfru Louise Rasmussen sig som dygtig modehandlerske i København, og hun blev kronprinsens elskerinde. Han var vild med hende og hun kunne styre ham som ingen andre.
Frederik blev konge i februar 1848, han ville ha’ sin Louise, men gift kunne de ikke blive. En ganske almindelig kvinde uden antydning af blåt eller royalt blod i årerne. Alene tanken bragte hoffet i oprør!

Foredraget fortæller om Grevinde Danners stærke personlighed og helt utrolige livsrejse fra et fattigkvarter i København til Kongens slot i en omvæltende periode i danmarkshistorien.

Historien om Carl, Frederik og Louise er udfoldet i Pia Fris Laneths bog: ”1915 – da kvinder og tyende blev borgere”, som handler om de kvinder og mænd, der gjorde Danmark demokratisk. Bogen fik Weekendavisens litteraturpris og blev præmieret af Statens Kunstfond som en af årets bedste bøger.

– kvindeliv i fire generationer

Pia Fris Laneth fortæller 150 års danmarkshistorie som en sprudlende familiekrønike.

Oldemødre med store børneflokke knokler hele livet for at holde sulten fra døren. Mormoren fra en fattig, jysk landsby er på nippet til at dø i barselsseng, farmoren vokser op i et selvbevidst arbejdermiljø i et af Københavns brokvarterer og forsørger sine uægte børn med symaskinen, indtil hun finder sit livs kærlighed. Forfatterens mor, Lilly, en drømmer fra et indremissionsk hedesogn, bliver født i 1930 og kommer i ulykke som syttenårig. Hun foretager den lange rejse fra roemarkerne til velfærdsdanmarks køkkenmaskiner og charterrejser. Hendes døtre uddanner sig, de vælger traditionelle mandejob og er økonomisk selvstændige. Kort sagt masser af stolt kvindelig livskraft i en nærværende danmarksfortælling om kjolernes længde, lønnens størrelse, prævention og kvindekamp for retten til at være statsborger, for frihed – og sjov.

Bogen fik LO’s store kulturpris og KRAKA-prisen.

Lillys danmarkshistorie blev dramatiseret af Folketeatret og turnerede i fulde teatersale landet over.

– Danmarks første kvindelige prædikanter og præster

Modigt forkyndte de ordet: Kvindelige lægprædikanter og præster i frimenigheder var med til at bane vej for kvinders ret til præsteembeder i Folkekirken. Heriblandt hedebondedatteren Skov-Kirsten, som allerede i 1850erne prædikede for store skarer i Nordjylland og evangelistinden Catharine Juell, som fra Thy var drivende i at skabe Det danske Missionsforbund i 1880erne. Agnes Poulsen og mange hundrede andre kvindelige officerer i Frelsens Hær forkyndte Guds ord fra første dag, frelsersoldaterne satte fod på dansk jord. Forstander Jørgine Abildgaard indbyggede sin egen kirke i Snoghøj Kvindegymnastikhøjskole, og sygeplejerske Maren Sørensen prædikede fra 1920erne og skabte menigheden omkring Valsbølhus i Slesvig.

I 1948 ordinerede biskop Hans Øllgaard Folkekirkens første kvindelige præster i Odense domkirke: Ruth Vermehren, Edith Brenneche Petersen og Johanne Andersen. Ordinationen var tæt på at splitte Folkekirken. Og disse første tre kæmpede på hver på deres måde en hård kamp og betalte en høj pris for at følge Guds kald og nå deres livsmål.

Pia Fris Laneth fortæller om den uforsonlige køns- og kirkepolitiske strid, som gik forud for en af kirkehistoriens største begivenheder, og de kvinder og mænd som ændrede danskernes syn på, hvem der må forvalte kristendommens sakramenter: Dåb og nadver.

Da Folketinget trodsede flertallet af biskopper og i 1947 vedtog loven om at give kvinder adgang til præsteembeder, udsendte 514 præster – næsten en tredjedel af samtlige – en bandbulle om, at ordinationen brød med Biblens ord og kirkens tusindårige tradition, og derfor var ugyldig.

Sognepræst og digter Kaj Munk sagde til gengæld i en prædiken om Jesus, at “der stod et sus af skørter om ham”, og han skrev i et slagkraftigt avisindlæg: “Vover man at sige, at en kvindes hånd er uværdig til at række en mands mund sakramentet, krænkes jeg på det menneskes vegne, der har født mig og lagt mig til sit bryst.”

I dag er halvdelen af folkekirkens præster kvinder. Det er en ligestillingssucces uden sidestykke – som menighedsrådene har en stor del af æren for.