Om at miste, om at rejse sig — og om den energi, der aldrig lyver
Der er et øjeblik, hvor livet holder op med at være noget, man planlægger.
For Robert Rolfsted kom det i 2013, da hans kone Heidi døde. Tilbage stod tre børn på 3, 6 og 10 år, der havde mistet deres mor alt for tidligt – og en far, der skulle være noget, han ikke havde forberedt sig på. Ti år senere lå han selv med blodpropper i lungerne. De samme tre børn stod igen samme sted. Denne gang var det bare deres far, de var ved at miste.
Det er den historie, han fortæller. Ikke for at gøre den større, end den er. Men fordi han undervejs opdagede noget, han ikke havde regnet med: at det, der bar ham, ikke var de gode råd, han fik. Det var kontakten til sig selv.
Robert fortæller om sorgen, om skyldfølelsen, om de dage hvor han fungerede perfekt udadtil og var væk indeni. Om børnene, der ikke havde brug for en far med styr på det — men en far, der var til stede. Og om det øjeblik, hvor han forstod, at han ikke skulle ændre sine børn. Han skulle ændre den far, de mødte.
Han fortæller også om samtalerne med børnene. Dem, ingen forbereder én på. Robert brugte ikke ord som “det skal nok gå” – han opdagede, at tryghed ikke er noget, man kan love et barn. Det er noget, der opstår, mens man taler sammen. Den erkendelse blev senere til en hel bog om, hvordan vi tager de samtaler, vi går udenom.
Man skal ikke forvente en stille aften. Robert inddrager sit publikum, tager imod deres spørgsmål undervejs og bruger sig selv som det dårlige eksempel, når det er nødvendigt — og det er det ofte. Der bliver grinet. Ikke på trods af emnet, men fordi det er sådan, mennesker holder til at være tæt på det svære.
Undervejs deler han det, der siden er blevet hans arbejde: hvordan man mærker sit eget system, når presset tager over, og hvad man rent faktisk kan gøre i stedet for at holde ud. Det er enkelt, det er kropsligt, og salen prøver det med.
Publikum går hjem med:
- En fortælling, der bliver hængende
- En forståelse af, hvorfor viden ikke er nok, når livet gør ondt
- Et konkret greb til at finde ro, når presset tager over
- Sproget til at være der for et menneske i krise — uden at skulle fikse noget
Målgrupper: Foreninger, biblioteker, aftenskoler, sundheds- og omsorgspersonale, pårørendegrupper, personaleforeninger.
Varighed: 60, 75 eller 90 minutter. Med pause og spørgsmål: 2 timer.
