Sara Høyrup

En tolk er en mundtlig oversætter. Ordene kan være en samtale ovre på kommunekontoret eller hos lægen, det kan være en retssag eller en politiafhøring, og det kan foregå på konferencer.

Tolkning kræver fuld mestring af de sprog, som tolken oversætter imellem. Det kræver analytisk sans og en skarp hjerne. Det kræver diskretion og seriøsitet. Mest krævende er det at oversætte samtidig med, at der bliver talt. Simultantolkning bruger man fx i EU-parlamentet og til konferencer. I retten hvisketolker tolken simultant til den anklagede på fremmedsproget – men når den anklagede taler, lytter tolken og tager noter. Bagefter ”gentager” tolken det sagte med klar røst til juristerne på dansk.

Tolkning kan være elendigt betalt eller vældigt godt betalt: Det afhænger af, hvor dygtig og veluddannet tolken er, og hvorhenne tolken finder arbejde. Tolkning er ofte freelancearbejde.

Sara Høyrup er uddannet simultantolk, certificeret EU-tolk og erfaren politi- og domstolstolk. Hun ejer tolkebureauet tolkene.dk og kan hjælpe unge mennesker med at afklare, om faget er noget for dem.

Hvis man skal tro Enhedslisten og den catalanistiske lobby, er Franco aldrig afgået ved døden. El generalísimo sov ikke stille ind i 1975 efter at have styret Spanien med hård hånd i fire årtier. Alt er ved det gamle, og republikkens forsvarere i tredivernes borgerkrig har stadig brug for internationale brigader. Alle til højre for for det yderste venstre er fascister, og venstrepopulismen udgør sammen med løsrivelsesbevægelserne en broget befrielseshær med retten på sin side.

Reelt er Spanien en moderne retsstat og en forbundsstat med meget vidtgående beføjelser lagt ud til regionerne. Så decentral er magten, at det viste sig at være et problem at koordinere sundhedsindsatsen under coronakrisen. Også undervisningen er lagt ud lokalt, hvor modstanderne af lokalnationalismerne klager over skolebøger fulde af historieforvanskninger. I de tosprogede regioner bliver det spanske sprog marginaliseret i en grad, så det går ud over de spansktalendes borgerrettigheder.

Spanienskorrespondent Sara Høyrup fortæller om virkelighedens Spanien.

I Spaniens nordøstlige hjørne ligger en af landets rigeste regioner. I 2017 kom Catalonien på landkortet som andet end turistdestinationerne Barcelona og Costa Brava. Pludselig ville catalanerne løsrive sig. Eller ville de?

Der har aldrig været folkeligt flertal for løsrivelse i dette selvstyreområde. Løsrivelsestrangen grunder sig på en lokal nationalisme, som er en af tidens populistiske bevægelser i Europa. Catalanismen er racistisk og vendt imod underklassen, som er vandret til fra fattigere områder i Spanien i tidens løb.

Spanien er en af Europas mest decentraliserede stater. Statsmagten er tilbageholdende i sin magtudøvelse. Den catalanske lokalnationalisme er usolidarisk. Men det hørte vi ikke meget om i danske medier under krisen.

Og hvorfor så ikke det? Fordi staten ikke forklarede sig til den internationale presse, og den internationale presse forsømte selv at sætte sig ind i sagerne. Imens udrullede et effektivt propagandaapparat den lokalnationalistiske fortælling over hele verden.

Spanienskorrespondent Sara Høyrup fortæller en anden historie om regionen, som hun flyttede til i 1996.

Velfærdsstatens skyggeside er den totalitære fristelse, der ligger i klientgørelsen af borgerne. Det ses klarest på “børneområdet”: Børnene er en ressource, der ikke må gå til spilde. Forældrene er nogen, som staten ikke kan stole på. Borgerne opfordres til at angive hinanden – gerne anonymt. Retssikkerheden er fraværende.

Det skaber utryghed og en reel risiko for justitsmord på kærlige og kapable forældre. Børn mister deres allervigtigste relationer, når kommunen tager over. Tilknytning tror man kan erstattes med fremmede. Samarbejdet mellem børnefamilierne og børneinstitutioner og skoler præges af de professionelles pligt til hellere at anmelde ti for mange end én for lidt. Udgrænsningen af de forkerte familier markerer grænserne for en nærmest klaustrofobisk normalitet, hvor der er én og kun én rigtig måde at være familie i Danmark.

Kollektiv angst for alt det grumme, der kan gå for sig i familiens skød, har frit spil, fordi den kritiske sans er sat ud af spil. Systemet lukker sig om sig selv, og kæreinstanserne er irrelevante.

Kan vi gøre det anderledes?