Hans SydowForedrag

Lyden af Skagen

Hans Sydow bifald

I foredraget Lyden af Skagen fortæller komponisten Hans Sydow historien om den musik, der blev komponeret, mens de kendte malerier tonede frem af de hvide lærreder. Det var her Carl Nielsen startede arbejdet med sin suite for klaver, Hugo Alfven skrev klaverudgaven af Midsommarvaka og Hakon Børresen skrev sine symfonier og sange. Edvard Grieg lod sig portrættere ved Krøyers flygel, mens fru Nina sang - og det gamle flygel fra mester Sebastian Erards fabrik i Paris blev musikalsk midtpunkt ved sammenkomsterne i Krøyers atelier.

Det er historien om maleren P. S. Krøyers glæde ved musikken og komponisternes glæde ved Skagen og den bliver fortalt af kunstnerne selv, i form af brevvekslinger, biografiske optegnelser og avisntotater fra samtiden og musikken bliver spillet på Krøyers flygel.

Hans Sydow er cand. musicae i musikformidling med speciale i elektronisk komposition. Han modtog i 2007 Statens Kunstfonds treårige legat for sit arbejde med musikformidling, og har siden 1996 arbejdet med levendegørelse af rum og genoplevelse af historien gennem lyd. Han har 20 års erfaring som komponist og omfattende undervisningserfaring fra såvel grundskole som videregående niveau.

Foredraget bygger på soundwalken Jeg kan huske ® Skagen, som Hans Sydow har produceret for Skagens Museum. Her blev foredraget lanceret i 2018 og Hans Sydow fortalte historien om Skagenkomponisterne og spillede musik af dem på maleren P. S. Krøyers flygel.