Jørn BerglundForedrag

Mit arktiske liv

jørn-berglund-bifald

Jørn Berglund er født i den lille by Maniitsoq i Vestgrønland. Stedet kaldtes engang Zuickerbrood - opkaldt af hollandske hvalfangere i 1600 tallet som syntes, at bjergene lignede gammeldags sukkertoppe.

Jørns far var en meget ung nordjyde, der efter at have mødt Jørns grønlandske mor i Hellerup, begav sig ud på eventyret at starte familie og åbne sin egen lille købmandshandel i Maniitsoq. Byen havde i 1950’erne ca. 1500 indbyggere og er i dag vokset til omkring 3.700 indbyggere.

Så det var noget af et eventyr, Jørns far og mor havde kastet sig ud i. Samme år hvor grundlovsændringen afsluttede den Kongelige Grønlandske Handels monopol og gjorde Grønland til et amt. Jørns mor arbejdede først på Maniitsoqs postkontor og senere i Politiembedet som kontorassistent. Hun var, hvis ikke den første så, blandt de allerførste kontoruddannede kvinder i Grønland.

Som fire-årig rejste Jørn til Danmark sammen med sin familie. I sin ungdom i Roskilde funderede Jørn undertiden over det mærkelige i at han ikke kunne tale grønlandsk, men dog alligevel havde formået at lære en 4-5 andre sprog. Så efter gymnasiet besluttede han selv at tage kontakt til hans familie i Fiskenæsset lidt syd for Nuuk.

Herefter deltog Jørn i flere arkæologiske projekter og ekspeditioner:

  • Aasivissuit projektet – en arkæologisk udgravning af renjæger lejr.
  • Knud Rasmussen Mindeekspedition til Kap Seddon, Melvillebugten.
  • Ejnar Mikkelsens Mindeekspedition 2000 km i kajak i Østgrønland.
  • Etno-arkæologisk udgravning af Ikaasap Iddiva, Kulusuk og Tasiilaq.
  • Et års feltarbejde i Nordalaska med hvalfangst og ophold i olie felterne.

Jørn færdiggjorde sin magister-konference i 1989 og flyttede til Nuuk, hvor han fik arbejde på NI Handelsskolen og Journalist Uddannelsen i Grønland. Det første år i tæt samarbejde med Kuupik Kleist, den senere landsstyreformand. Her lavede Jørn en medieundersøgelse, underviste i TV og videoproduktion og arrangerede mediekurser for lokal TV og mediefolk.

Der blev også gennemført en studietur Next Stop Sovjet med journalisteleverne til Moskva. Senere sammen med Kunstskole Leder, Arnannguaq Høegh for Kunstskolens elever til Leningrad, Magadan og Ueleen i Chukotka, Sibirien.

For at gøre en lang historie kort har Jørn Berglund også arbejdet på Ilisimatusarfik-Grønlands Universitet, Grønlands Statistik, Kalaallit Nunaata Radioa (KNR), Qorsussuaq Skole og Nuuk Kunstmuseum. På sidstnævnte kuraterede han åbningsudstillingen af den nye kunstfløj i 2007.