Thomas Peter KoppelForedragsholder

Thomas Peter Koppel

thomas-peter-koppel-bifald

Thomas Peter Koppel er ud af den musikalske Koppel-familie og stod allerede på scenen som 8-årig på Sydney-Operaen. Den egentlige debut fandt sted i Frimurerlogens Festsal i 1994, som Prins Tamino i Tryllefløjten med Det Unge Operacompagnie.

Han har været ansat på Det Kongelige Teater i over to årtier, hvor han har portrætteret 40 roller indenfor det lyriske tenor-repertoire. Nick i Poul Ruders ́ Reumert- vindende Tjenerindens Fortælling, Antonio i Stormen af Thomas Adès dirigeret af komponisten selv, den gale italienske sanger Alfred i Peter Langdals udgave af Flagermusen og et indhop som Grev Almaviva i Barberen i Sevilla bør fremhæves.

På Det Ny Teater igen Alfred i Flagermusen og senere Camille de Rosillon i Jean Voigts sidste mesterstykke, Den Glade Enke. Koppel har desuden adskillige uropførelser i ind- og udland på samvittigheden.

"Genkendelighed er så vigtig en bestanddel af denne verden. Vi glæder os til kjolerne og til valsen, når vi går ind for at opleve operette - ligesom vi gør til den vidunderlige musik, der lever videre fra dengang, der kun var én radiokanal. Det er så op til os at nå ud over scenekanten, fylde hjerterne og trække på smilebåndene. Forventninger er til for at indfrie - og så kommer det selvfølgelig til at skinne igennem, at vi gør det her, fordi vi elsker det og slet ikke kan lade være!"

Han har en rig koncertvirksomhed, der bringer ham rundt i hele landet og resten af Skandinavien og så er han at finde på flere udgivelser. Thomas Peter Koppel er medstifter af OperetteKompagniet, der på femte år nu dykker ned i det store wieneriske arkiv og skaber egen-produktioner, der turnérer rundt i alle afkroge af Danmark. Han indhenter hædersbevisninger for sit iværksætteri og er en lystig og uformel foredragsholder i mange forskellige sammenhænge.

Danmark har en rig operette-tradition - og Danmark har publikummet!