Sara HøyrupForedrag

Tolk: et erhverv for dig?

sara-høyrup-bifald

En tolk er en mundtlig oversætter. Ordene kan være en samtale ovre på kommunekontoret eller hos lægen, det kan være en retssag eller en politiafhøring, og det kan foregå på konferencer.

Tolkning kræver fuld mestring af de sprog, som tolken oversætter imellem. Det kræver analytisk sans og en skarp hjerne. Det kræver diskretion og seriøsitet. Mest krævende er det at oversætte samtidig med, at der bliver talt. Simultantolkning bruger man fx i EU-parlamentet og til konferencer. I retten hvisketolker tolken simultant til den anklagede på fremmedsproget – men når den anklagede taler, lytter tolken og tager noter. Bagefter ”gentager” tolken det sagte med klar røst til juristerne på dansk.

Tolkning kan være elendigt betalt eller vældigt godt betalt: Det afhænger af, hvor dygtig og veluddannet tolken er, og hvorhenne tolken finder arbejde. Tolkning er ofte freelancearbejde.

Sara Høyrup er uddannet simultantolk, certificeret EU-tolk og erfaren politi- og domstolstolk. Hun ejer tolkebureauet Tolkene.dk og kan hjælpe unge mennesker med at afklare, om faget er noget for dem.